Udland

Boeing-chef tordner mod medarbejdere efter fund af byggeaffald i brændstoftanke på fly

Boeing 737 MAX har siden marts haft flyveforbud.  Mark Ralston / Ritzau Scanpix

Efter de uønskede objekter blev fundet i forbindelse med vedligeholdelse, har Boeing med øjeblikkelig virkning lavet ændringer i deres produktion.

Flyproducenten Boeing siger, at de har fundet gammelt byggeaffald i brændstoftankene på flere nybyggede fly af modellen 737 MAX.

Det er for eksempel klude, værktøj og metalstumper, som er blevet efterladt af arbejdere, der er fundet i brændstoftankene, skriver Sky News.

Boeings model 737 MAX-fly har haft flyveforbud siden marts sidste år, efter to flystyrt i henholdsvis Indonesien og Etiopien. De skete inden for fem måneder og kostede i alt 346 mennesker livet.

400 nye fly står og venter

Flyproducenten er dog blevet ved med at producere flytypen. Siden marts sidste år er der derfor blevet produceret 400 nye fly. I januar i år blev produktionen dog sat midlertidigt på hold.

Ingen af de fly, hvor der er fundet byggeaffald, har været ude at flyve.

Boeing siger, at efter de uønskede objekter blev fundet i forbindelse med vedligeholdelse, har man med øjeblikkelig virkning lavet ændringer i produktionen. Blandt andet vil man fremover foretage flere inspektioner af flyene, inden brændstoftankene bliver forseglede.

- Én fejl er én for mange

Marks Jenks, som er leder af 737 MAX-programmet, skriver i et memo til medarbejderne:

- I disse udfordrende tider skal vores kunder og de flyvende kunne stole på, at vi gør vores bedste hver dag.

Desuden skriver han, at fundene er "fuldstændigt uacceptable".

- Én fejl er én for mange.