Udland

TV-værten Caroline Flack er død

Hun vandt i 2012 den britiske udgave af Vild med dans.

Den 40-årige britiske radio og tv-vært Caroline Flack er lørdag fundet død i sin lejlighed.

Det oplyser familien i en pressemeddelelse ifølge BBC.

- Vi kan bekræfte, at vores Caroline er gået bort i dag 15. februar. Vi beder om, at pressen respekterer familiens privatliv på dette vanskelige tidspunkt, lyder det.

Har du tanker om selvmord?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, hjælper det at få sat ord på de svære tanker og følelser.

Du kan kontakte Livslinjens telefonrådgivning på 70 201 201 alle årets dage i tidsrummet 11.00-04.00. Du er anonym og må gerne ringe flere gange.

Det er også muligt at skrive eller chatte med Livslinjens rådgivere.

Du kan også kontakte Psykiatrifonden, der tilbyder personlig rådgivning og samtale til mennesker med psykiske sygdomme og problemer. Telefonnummeret er 39 25 25 25.

Ifølge BBC oplyser familiens advokat, at hun begik selvmord.

TV-værten har været vært og medvært på de britiske udgaver af Gladiators, X-Factor og Brit Awards.

Særligt kendt blev hun for sin rolle som vært på realityprogrammet Love Island, som hun var vært på over fem sæsoner.

Det stoppede hun imidlertid med i november 2019, da hun blev anholdt og sigtet for vold mod sin 27-årige kæreste, den tidligere tennisspiller Lewis Burton.

Episoden skulle have fundet sted i forbindelse med et skænderi mellem de to parter, og Lewis Burton skulle efterfølgende have fået behandling på et nærliggende hospital.

Har nægtet sig skyldig

Caroline Flack har nægtet sig skyldig, men har i forbindelse med sagen ikke måttet kontakte Lewis Burton.

Det til trods har han hele sagen igennem støttet hende. Senest fredag på Valentines Day, hvor han ifølge flere medier viste sin kærlighed til Caroline Flack på det sociale medie Instagram.

Sagen mod Caroline Flack skulle være begyndt igen 4. marts, hvor også dommen skulle falde.

Foruden sin rolle som vært har hun været med i filmen ’Is Harry on the boat?’ og tv-serien ’Bo Selecta!’.

Hun vandt i 2012 den britiske udgave af Vild med dans, ’Strictly Come Dancing’.

Caroline Flack har senest givet lyd fra sig offentligt, da hun fredag lagde dette billede ud på Instagram: