Udland

Person dræbt og flere såret af skud i Berlin - politiet jagter gerningsmanden

Skyderiet skete fredag aften tæt på arenaen Tempodrom. Politiet leder stadig efter gerningsmanden.

En person er død, og flere er sårede efter et skyderi i Berlin sent fredag aften.

Det meddeler reddere på stedet natten til lørdag.

Ifølge den tyske avis Bild er fire personer blevet hårdt såret ved episoden, mens yderligere tre personer har selv kunnet finde vej til hospitalet med deres skader.

Det bekræfter tysk politi på Twitter, hvor de også skriver, at de har efterforskere igang på stedet.

Skyderiet skete tæt på arenaen Tempodrom, der ligger nær Potsdamer Platz i det centrale Berlin.

En tyrkisk komedieforestilling var i gang i arenaen, da skyderiet fandt sted. Politiet ved endnu ikke, om skyderiet er sket i forbindelse med forestillingen.

Ifølge øjenvidner er politiet talstærkt med maskinpistoler til stede omkring arenaen, der er blevet evakueret.

Gerningsmanden er fortsat på fri fod.