Nye sigtelser for sexovergreb mod R. Kelly
Musikstjernen sidder fængslet i Chicago. Han er blandt andet sigtet for en række sexovergreb på kvinder, der var mindreårige, da overgrebene skete.
Der er rejst nye sigtelser for seksuelle overgreb mod den amerikanske R&B-sanger, sangskriver og producer R. Kelly.
Det skriver Variety, der citerer Chicago Tribune.
Den 53-årige musikstjerne sidder i forvejen fængslet i Chicago sigtet for en række sexovergreb på kvinder i fire forskellige retskredse. Flere af kvinderne var mindreårige, da overgrebene skete.
De nye sigtelser handler ifølge Variety om, at han fra 1997 og fire år frem skal have begået sexovergreb mod en kvinde, der også var mindreårig på det tidspunkt.
De sigtelser blev offentliggjort fredag i Chicago, og her blev den forurettede omtalt som "Minor 6" - mindreårig nummer seks.
Nægter sig skyldig
R. Kelly, der har nægtet sig skyldig i de andre sigtelser, nægter sig også skyldig i de nye sigtelser, oplyser hans forsvarer Steven Greenberg på Twitter.
- Vi kender til de nye sigtelser. Vi kæmper videre for ham og ser frem til den dag, han bliver fri, skriver Steven Greenberg.
R. Kelly skal afhøres om de nye sigtelser ved et retsmøde 5. marts. Han har siddet fængslet uden mulighed for at blive løsladt mod kaution i Metropolitan Correctional Center i Chicago siden juli sidste år.
Retssag forsinkes
I de nye sigtelser kræver myndighederne også beslaglæggelse af alle værdier i R. Kellys produktionsselskab Bass Productions Ltd.
Desuden kræves alle værdier, der tilhører hans manager gennem mange år og medanklagede Derrel McDavid, også beslaglagt.
I juli sidste år blev R. Kelly sammen med McDavid og en tidligere ansat tiltalt i et føderalt anklageskrift med i alt 13 punkter.
De tre blev tiltalt for at konspirere for at få en sag om børneporno mod R. Kelly i 2008 til at falde ud til fordel for musikstjernen. Det skulle blandt andet ske ved at betale vidner og overbevise ofre om at ændre forklaringer.
En dommer havde fastsat 27. april som datoen for retssagen om de anklager, men ifølge Variety betyder de nye sigtelser, at den retssag sandsynligvis forsinkes.