Udland

Analytiker efter lækket nøgenvideo: Macron må være ved at rive håret af hovedet

Benjamin Griveaux, der var borgmesterkandidat i Paris for Emmanuel Macrons parti La Republique en Marche, fredag aften, da han trak sig fra valget "af hensyn til sit privatliv" Lionel Bonaventure / Ritzau Scanpix

En onani-video har fået den franske præsidents nære ven og kollega til at trække sig som borgmesterkandidat i Paris.

Den franske præsident, Emmanuel Macrons, håb om, at hans nære fortrolige Benjamin Griveaux kunne sætte sig på magten i hovedstaden Paris, er bristet.

En onani-video, som Griveaux sidste år sendte til en kvinde, blev lagt på nettet torsdag og fik fredag den 42-årige borgmesterkandidat, der er gift og far til tre, til at opgive borgmesterposten.

- Denne sag kommer oven i demonstrationer og de gule veste. Emmanuel Macron må være ved at rive håret af hovedet i raseri og ærgrelse over, hvordan det hele tiden er op ad bakke, siger TV 2’s internationale analytiker Frederikke Ingemann fra Paris.

Efter Grivieaux fredag aften meddelte, at han trak sig fra borgmestervalgkampen efter det, som han kaldte ”et afskyeligt angreb på mit privatliv”, har han fået opbakning fra hele det politiske spektrum i Frankrig.

Fra højre til venstre har politikere kritiseret, at Griveaux’s privatliv på den måde er trukket ind i borgmestervalgkampen.

Den siddende borgmester i Paris, Anne Hidalgo, siger, at det ”ikke er værdigt for den demokratiske debat”.

Venstrefløjslederen Jean-Luc Mélenchon kalder det en ”voyeuristisk ødelæggelse af det politiske liv”.

Frederikke Ingemann, TV 2

Og Sebastien Chen fra den stik modsatte fløj, højrefløjspartiet National Samling, siger, at det ikke hører hjemme i fransk politik at angribe politikernes privatliv.

- Vi er ikke i USA, siger han.

Macron er tavs

Præsident Emmanuel Macron har til gengæld undladt at kommentere sagen, der har fældet hans nære ven og tidligere politiske talsmand, fortæller Frederikke Ingemann.

- Han er bemærkelsesværdigt tavs i denne sag, selv om det er en af hans tætteste medarbejdere, der røget. Han vil helst ikke røre sagen med en ildtang, siger hun.

Testikler, mund og øreflip

Manden, der har offentliggjort videoen og andre af Griveaux’s beskeder på sociale medier er den russiske politiske aktivist og provokunstner Pjotr Pavlenskij.

Han har fået politisk asyl i Frankrig efter at have gennemført en række spektakulære aktioner i Rusland med kritik af præsident Vladimir Putin og den russiske stat.

I 2013 satte Pjort Pavlenskij sig nøgen på Den Røde Plads i Moskva og sømmede sine testikler fast til brostenene, i protest mod den politiske apati i Rusland

Mest kendt er han for en opsigtsvækkende aktion i 2013, hvor han sømmede sine testikler fast til brostenene på Den Røde Plads i Moskva og sad spiddet og nøgen, indtil politiet fik ham fjernet. Ved andre politiske aktioner har han syet sin mund sammen, skåret sin øreflip af og sat ild til hovedindgangen til den russiske efterretningstjeneste FSB.

I 2017 fik han politisk asyl i Frankrig, hvor han har fortsat sin aktioner mod den politiske magt. Blandt andet med en hjemmeside med navnet ”Politisk Porno”, hvor videoen med Benjamin Griveaux blev offentliggjort torsdag.

- Her i Frankrig hæger man om, at der skal være forskel på den private sfære og den offentlige. Dagbladet Liberation skriver i en leder, at Pjotr Pavlenskijs aktion er ”et tilbageslag for hele civilisationen”. Men sådan ser Ravlenskij ikke på det. Han siger, at han ønsker at udstille borgmesterkandidatens hykleri, fordi han i valgkampen har hyldet familieværdier, fortæller Frederikke Ingemann.

Mere på vej

Nok så alvorligt for de franske toppolitikere er det, at Pavlenskij har sagt, at han har meget mere materiale af lignende karakter, der bare venter på at blive offentliggjort.

- Nu er spørgsmålet bare: Hvem er den næste på listen, siger Frederikke Ingemann.