William Barr og bruddet på normen efter Watergate

16x9
USA's justitsminister sammen med den amerikanske præsident, Donald Trump. Foto: Nicholas Kamm / Ritzau Scanpix

Justitsministeren tager afstand fra præsident Trumps indblanding og kræver uafhængighed, men bliver mødt med anklager om spin og krokodilletårer.

I bund og grund gjorde William Barr jo bare, hvad en amerikansk justitsminister skal gøre, da han kritiserede præsident Trump for at blande sig i justitsministeriets anliggender.

Nemlig at stå last og brast for justitsministeriets uafhængighed og integritet.

Så hvorfor er der så meget fokus på det, der normalt burde være en formssag? Svaret er todelt.

For det første, fordi der hersker oprigtig tvivl om, hvorvidt USA's justitsminister grundlæggende ser sig selv som landets eller præsidentens justitsminister.

Og for det andet, fordi USA's præsident modsat flertallet af sine forgængere i Det Hvide Hus ikke er for fin til at blande sig i justitsministeriets arbejde og dermed bryder med den konsensus, der blev etableret efter Watergate-skandalen for et halvt århundrede siden.

Læren fra Watergate

Såfremt der ikke bare er tale om politisk spin, og William Barr faktisk mener kritikken alvorligt, repræsenterer justitsministeren den position, der har været normen i amerikansk politik siden Watergate-skandalen i 1970erne.

I så fald vil justitsministeren stå fast på, at det er loven og ikke partipolitiske og præsidentielle interesser, der leder justitsministeriets arbejde. Kritikken vil dermed være i tråd med justitsministeriets ambition og tradition om at forsøge at være den mest uafhængige og upartiske del af den udøvende magt.

Som den første justitsminister efter Watergate-skandalen, Edward Levi, formulerede det, er “vores love ikke et instrument for partipolitiske formål. De må ikke blive enhvers våben.”

Hans efterfølger på posten, Griffin Bell, formulerede det endnu skarpere og påpegede, at justitsministeriet skal være en neutral zone i regeringen, fordi loven skal være neutral.

Det er denne uafhængighed og upartiskhed, som der hersker tvivl om under Donald Trumps præsidentskab.

Mens Edward Levi i dag ofte bliver omtalt som modellen for en moderne justitsminister, vil William Barr næppe få samme rosende ord med på vejen af fremtidige historikere.

Justitsministeren har blandt andet forvrænget Ruslandsrapportens konklusioner til Trumps fordel, har spillet en rolle i Ukrainesagen og var tilsyneladende også involveret i justitsministeriets håndtering af sagen mod en af Trumps tidligere rådgivere, Roger Stone, i denne uge, som vakte voldsom kritik.

Stone-sagen

Roger Stone blev i november 2019 kendt skyldig i at have løjet for Kongressen og for at have forsøgt at påvirke vidner i forbindelse med efterforskningen af Ruslands indblanding i præsidentvalget i 2016.

Anklagemyndigheden forlangte mandag syv til ni års fængsel som strafmål for Stone. Dagen efter udsendte justitsministeriet dog pludselig en pressemeddelelse med et nyt krav, der denne gang lød på ”langt mindre” tid bag tremmer til Trumps tidligere rådgiver.

Ministeriet mente nu ikke længere, at den oprindelige strafferamme stemte overens med forbrydelserne.

At justitsministeriets kovending kom få timer efter, at præsident Trump på Twitter havde klaget over den foreslåede fængselsstraf og havde kaldt Stones situation forfærdelig og meget uretfærdig, var selvfølgelig med til at stille skarpt på, hvorvidt justitsministeriet nu de facto gik præsidentens ærinde.

At præsidenten efterfølgende lykønskede sin partifælle og politisk udpegede justitsminister med ”at have taget kontrollen over en sag, der var ude af kontrol, og måske aldrig burde være rejst”, fik heller ikke ligefrem sat en stopper for spekulationerne.

Særligt ikke efter anklagemyndighedens fire advokater på Stone-sagen sagde op - tilsyneladende i protest - om end justitsministeriets talskvinde påstår, at kovendingen allerede kom inden præsidentens tweet.

Normerne bliver nedbrudt

Når det bliver en stor historie, at justitsministeren offentligt siger fra, når USA's præsident endnu engang blander sig og lægger pres på justitsministeriet, skyldes det med andre ord, at William Barr ikke altid udviser den distance til den siddende administration, som en amerikansk justitsminister typisk ville have gjort tidligere.

Ligeledes vækker Stone-sagen opsigt, fordi en af de centrale historier i Donald Trumps præsidentskab netop er nedbrydningen af normer – og særligt grænser – for spillereglerne i amerikansk politik.

Udtrykket normer henviser her til en form for uskrevne regler, som ikke fremgår af lovtekster eller forfatningen, men som beror på en dybere forståelse og accept af præsidentens og justitsministeriets ageren, der krydser partiskel. Mange af disse normer bliver udfordret og nedbrudt i Trump-tiden.

Ironien er selvfølgelig til at få øje på. Justitsministeren har overordnet set ret i sin analyse, at det ikke hjælper ham, at der er sået tvivl om, hvorvidt William Barr er en uvildig justitsminister.

Når Barr ordret siger, at han ikke ”kan lave sit arbejde i ministeriet med et konstant kommentarspor i baggrunden”, har han rent lavpraktisk ret. Præsidentens pres er med til at underminere tilliden til justitsministerens og ministeriets arbejde.

Men i praksis bliver den konkrete afstandtagen hurtigt udlagt som (effektivt) politisk spin, hvis formål udelukkende er at efterlade indtrykket af, at justitsministeren gerne vil holde sin egen sti ren.

I realiteten er der nemlig mange indikationer på, at William Barr primært går præsidentens ærinde og dermed bryder med den norm, som hans forgængere på posten kæmpede så hårdt for at etablere og forsvare i kølvandet på Watergateskandalen.