Udland

Oliekatastrofe var langt værre end hidtil antaget, viser nyt studie

Olieboreplatformen med navnet Deepwater Horizon var lejet af det britiske olieselskab BP. Ho / Scanpix Denmark

Satellitoptagelserne var på daværende tidspunkt ikke i stand til at registrere hele olieudslippet, lyder konklusionen.

Det er snart ti år siden, at en britisk boreplatform i Den Mexicanske Golf eksploderede og skabte kæmpe miljøkatastrofe, som krævede både menneske- og dyreliv.

Nu viser et nyt studie, at omfanget af en af de værste miljøkatastrofer i USA's historie var større end hidtil antaget. Omkring 30 procent. Så meget værre menes olieudslippet nu at have været, skriver The Guardian.

Råolie uden for en ø i Den Mexicanske Golf.
Olien lå i tykke lag i vandet og brød nogle gange i brand.
Flere skibe var med til at slukke brande på vandet.

Satellitbillederne var på daværende tidspunkt ikke i stand til at registrere mindre oliekoncentrationer, og derfor var dele af olieudslippet ikke synligt på satellitbillederne, lyder forklaringen bag de nye resultater.

- Store arealer var udsat for usynlig og giftig olie, der nåede ud over satellitters rækkevidde og fiskeriafspærringer.

Sådan lyder konklusionen, som blandt andet kommer på baggrund af øjenvidneberetninger, beregninger af olieindhold i havdyr og af computerprogrammer, der kan simulere olieudslip.

Blandt de værste miljøkatastrofer i USA's historie

Eksplosionen på boreplatformen resulterede i 2010 i en af de værste miljøkatastrofer i USA's historie. Over 87 dage lækkede 4,5 millioner tønder råolie ud i Den Mexicanske Golf. Og på selve platformen blev 11 medarbejdere dræbt. To dage efter sank boreplatformen.

Der lå mange store, sorte røgskyer hen over Den Mexicanske Golf i måneder efter katastrofen.

De mange millioner liter olie bredte sig hundredvis af kilometer langs kystlinjen af Den Mexicanske Golf og havde store miljømæssige konsekvenser. Blandt andet led flere naturområder og havdyr tæt på Den Mexicanske Golf under olieudslippet.

Mange dyr døde efter olieudslippet.
Fuglearten 'brun pelikan' endte med at svømme rundt i råolie efter udslippet.
Store som små dyr druknede i råolie fra boreplatformen Deepwater Horizon.
Nogle af dyrene blev samlet op og skyllet med vand i et forsøg på at få olien af.

Ingen kommentarer fra olieselskabet

Olieselskabet BP, som drev platformen, fik i 2015 en bøde på 20,8 milliarder dollars svarende til 140 milliarder kroner i et forlig med de amerikanske myndigheder og de civile, der blev ramt af katastrofen.

Bøden skulle blandt andet dække omkostningerne for oprydningsarbejdet.

The Guardian har forsøgt at få en kommentar fra BP, efter de nye resultater er kommet frem, men BP har ikke ønsket at udtale sig.