Covid-19

Rekordmange er døde af Covid-19 det seneste døgn

Udbruddet af et nyt coronavirus i Kina begyndte i slutningen af januar at kræve de første dødsofre.

Det seneste døgn er 254 personer døde af coronavirus i Kina. Alene i Hubei-provinsen har 242 mistet livet.

Det oplyser provinsens sundhedskommission i sin daglige opdatering torsdag dansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Rapporterede daglige dødsfald i Kina i februar:

Det er første gang, at der er registreret over 200 dødsfald på ét døgn, siden virusudbruddet begyndte i december.

Provinsens sundhedskommission oplyser natten til torsdag dansk tid, at den er begyndt at inkludere smittetilfælde, der er blevet diagnosticeret ved hjælp af en ny, klinisk metode.

Den nye metode er ifølge Reuters, at patienter bliver undersøgt i CT-scannere og ikke kun via en såkaldt RNA-metode.

Har ligget på 100-90 dødsfald i døgnet

Hidtil har det højeste antal dødsfald på et døgn været 103. Det skete søndag, mens antallet siden har ligget under 100 og omkring 90 tilfælde per døgn.

I alt har sygdommen under det officielle navn Covid-19 nu krævet 1310 liv i den kinesiske provins, hvor virusset har sit epicenter.

Samtidig er der blevet registreret 14.840 nye smittetilfælde i Hubei, hvilket også er rekordhøjt. I hele Kina er tallet 15.152.

Over 60.000 smittet

En opgørelse fra Johns Hopkins University i Baltimore i USA viser natten til torsdag dansk tid, at 60.081 mennesker er smittet med den nye coronavirus på verdensplan.

Langt de fleste af disse tilfælde er registreret i fastlands-Kina.

Coronavirusset er foruden Kina registreret i 27 andre lande, herunder Thailand, Japan, Australien, Tyskland, USA, Frankrig, Canada, Italien, Spanien og Sverige.

Senest er der blevet registreret endnu et tilfælde i USA, hvor en patient i San Diego, California, er blevet testet positiv, skriver CNBC.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har erklæret international sundhedskrise og arbejder på vacciner mod Covid-19.

Onsdag aften oplyste WHO, at test af vacciner kan ske om få måneder.