Milliardærkandidat giver Trump igen

16x9
Mangemilliardæren og den tidligere borgmester i New York, Michael Bloomberg, er en af demokrat-kandidaterne til primærvalget. Foto: Douglas Strickland / Ritzau Scanpix

På Twitter er Donald Trump og Michael Bloomberg røget i totterne på hinanden. Spændende, siger analytiker.

Det er ikke nogen overdrivelse at sige, at den amerikanske præsident Donald Trump er særdeles aktiv på Twitter.

Og mange gange har han mødt kritik for retorikken på sine tweets.

Men nu lader det til, at Donald Trump bliver mødt i øjenhøjde af en af sine potentielle modstandere.

Milliardæren Michael Bloomberg er en af kandidaterne til at blive demokraternes præsidentkandidat og dermed udfordreren til Donald Trump. Og Bloomberg lader tilsyneladende ikke en kommentar fra præsidenten gå ubemærket hen.

- Donald Trump, vi kender mange af de samme mennesker i New York. De griner af dig og kalder dig en gøende cirkusklovn bag din ryg, skriver han i et svar til Trump.

- De ved, at du har arvet en formue og ødelagt den med dumme handler og inkompetence, skriver han på Twitter.

Det skarpe svar kommer, efter Donald Trump to timer forinden havde langet ud efter den tidligere borgmester i New York og kritiseret hans højde.

- Mini Mike er en 5'4 masse død energi, der ikke ønsker at være på debatscenen med professionelle politikere, skriver Donald Trump.

Bliver inspireret af Trump-strategi

Det er ikke første gang, at han kalder kandidaten 'Mini Mike'.

Og selvom personangreb ikke er usædvanlige for Donald Trump, er det ifølge Katrine Villarreal Villumsen, Social media-analytiker hos Kongressen.com, nyt, at andre politikere - eller internationale statsledere for den sags skyld - tør gå den vej på tasterne.

- Donald Trump har jo lidt taget patent på denne sprogbrug. Han er også den første præsident, der taler på et niveau, der ikke altid er så politisk, siger hun til TV 2.

Ifølge Katrine Villarreal Villumsen er retorikken og øgenavnene til sine politiske modstandere Trumps måde at forhøje sig på.

Han har samtidigt formået at skubbe til grænserne for, hvordan politikere kan tillade sig at agere på de sociale medier og gjort de amerikanske vælgere immune over for retorikken.

- Han forsøger at være to skridt foran ved at angribe, for så vinder han debatten ved at flytte vores fokus.

Og det er en strategi, som Michael Bloomberg er blevet inspireret af, mener hun.

Kandidaten har i forvejen fået mediebevågenhed for sin usædvanlige strategi.

Han har nemlig valgt at droppe de første fire demokratiske primærvalg i Iowa, New Hampshire, Nevada og South Carolina for i stedet først at stille op på 'Super Tuesday' 3. marts. Og nu bruger han en del af sit milliardbudget på at køre anti-Trump-reklamer på sociale medier.

- På mange måder ligner de to modstandere hinanden på de sociale medier, siger Katrine Villarreal Villumsen og fortsætter:

- Det bliver spændende at se, om Trump kan ignorere Bloombergs tweet eller går til modangreb.