Covid-19

Kina byggede to hospitaler på ti dage, men langt de fleste sengepladser står tomme

Rekordbyggeri af to hospitaler i Wuhan, hvor coronavirus kræver stadig flere menneskeliv, kritiseres for at være et politisk signal.

Det tog kun Kina ti dage at bygge to nye hospitaler i Wuhan, hvor virussygdommen Covid-19 brød ud kort før nytår.

Byggeriet af de to hospitaler, der har henholdsvis 1000 og 1500 sengepladser, var et prestigeprojekt for de kinesiske myndigheder, og opførelsen blev sendt direkte på det kinesiske statsmedie CGTN’s YouTube-kanal.

Til gengæld går det noget langsommere med at få fyldt de mange nye sengepladser.

Ifølge tal fra Wuhans sundhedskommisson havde Houshenshan-hospitalet med de 1000 sengepladser søndag 286 indlagte patienter. Tallet får hospitalet til at melde "fuldt belagt", skriver det kinesiske nyhedsmedie Caixin.

Det andet hospital, Leishenshan, der blev bygget til 1500 patienter, åbnede lørdag med 30 patienter, skriver Caixin.

Imens fortsætter myndighederne med at oprette nødhospitaler i konferencesale og sportshaller, mens myndighederne har fravalgt at rejse militære felthospitaler i Wuhan, skriver den britiske avis The Guardian.

Et konferencecenter i Wuhan, der midlertidigt er omdannet til hospital
Også dette udstillingscenter i Wuhan er omdannet til et midlertidigt hospital

Et politisk signal

Det kinesiske styre har tidligere fået kritik for sin indledende håndtering af virusudbruddet, og de to nye hospitaler kan derfor have tjent flere formål.

- Der er ingen tvivl om, at hospitalsbyggerierne i Wuhan har været et politisk projekt, i lige så høj grad som det har været en medicinsk projekt. Det er en politisk markering, siger Andreas Møller Mulvad, der er adjunkt på CBS og ekspert i kinesiske forhold.

Han forklarer, at der for den kinesiske ledelse har været to hensyn at tage. Dels at bekæmpe sygdommen, dels at bearbejde den offentlige opinion:

- Hvis ikke man smider alle sine ressourcer ind, så sender man det signal til omverdenen, at man ikke tager det alvorligt, forklarer han.

Under SARS-udbruddet i 2003 byggede Kina et hospital magen til på kun syv dage.

254 døde på et døgn

Det seneste døgn er der registreret det hidtil højeste antal dødsfald for et enkelt døgn.

254 mennesker meldes døde af Covid-19 det seneste døgn, heraf 242 alene i Hubai-provinsen, hvor Wuhan er hovedbyen.

Det oplyser provinsens sundhedskommission i sin daglige opdatering torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Kommissionen forklarer det rekordhøje tal med, at man er begyndt at inkludere smittetilfælde, der er blevet diagnosticeret ved hjælp af en ny, klinisk metode.