Udland

Besætningsmedlem ombord på karantæne-skib: - Jeg er bekymret

Skib i Japan er i karantæne på grund af coronavirus. Manglende forholdsregler blandt besætningsmedlemmer skaber frygt.

Mens passagererne på krydstogtskibet 'Diamond Princess' har fået besked på at blive i deres kahytter under karantænen, er virkeligheden en helt anden for skibets 1000 mand store besætning.

Karantænereglerne, der er blevet vedtaget i forbindelse med coronavirussen, gælder nemlig ikke besætningsmedlemmerne, der blandt andet indebærer rengøringsfolk og kantineansatte.

I stedet fortsætter arbejdsdagene for dem på - næsten - vanlig vis.

Ventede to dage på læge

Ombord på krydstogtskibet, der ligger for anker ud for havnen i Yokohama i Japan, er der nemlig over 2600 passagerer, og derfor kan arbejdet ikke gå i stå.

Skibet skal passes, og maden skal laves. Derfor arbejder de ansatte videre på det store skib - også selvom mindst fem af deres egne allerede er blevet testet positivt for virussen.

Tanken gør Sonali Thakkar bekymret, der selv arbejder på Diamond Princess.

- Antallet af smittede besætningsmedlemmer er stigende, siger Sonali Thakkar til CNN.

Bag en maske, der dækker mund og næse, fortæller hun via Facetime om sin bekymring for smittespredningen blandt de ansatte. Mange af dem arbejder tæt sammen på skibet, deler små kahytter uden vinduer og er kun beskyttet af masker og handsker.

Og Sonali Thakkar er bange for, at hun selv har hevet smitten til sig. Siden mandag har hun haft feber og kulderystelser.

Hendes chef er blevet informeret om hendes symptomer, og han har endda bedt hende om at blive liggende i sengen i hendes kahyt.

Men det har taget myndighederne mere end to dage at få hende tilset af en læge.

Og imens fortsætter hendes mange kolleger med deres arbejde side om side.

Risikoen er størst under måltiderne

Besætningsmedlemmerne har størst risiko for at blive smittet med coronavirussen, når de samles for at spise, mener Sonali Thakkar.

- Vi fjerner alle sammen vores masker og handsker, når vi skal spise, fortæller hun og fortsætter:

- Vi sidder alle sammen og får mad, og der kan virussen sprede sig.

Så længe skibet er i karantæne, er den eneste mulighed for at komme fra borde, hvis man bliver konstateret smittet af lægerne. Alle andre må først gå i land 19. februar.

- Vi vil bare gerne komme sikkert hjem, siger Sonali Thakkar.

Mere end 200 smittede

Men sundhedsmyndighederne i Japan har endnu ikke klarhed over, hvem der smittet, fordi de ikke har haft ressourcer til at teste alle om bord.

Og på spørgsmålet om, hvorvidt alle ombord bliver behandlet ens, svarer den japanske viceminister for sundhed, Gaku Hashimoto, at myndighederne forsøger.

- Men vi ved, at besætningsmedlemmerne ikke har private kahytter, ligesom passagererne har, og at de stadig må arbejde og hjælpe passagererne, siger han til CNN.

- Dog rådgiver vi om, hvordan smitten kan forebygges.

Fredag er Japan har begyndt forberedelserne til at flytte ældre virusfri passagerer væk fra skibet "Diamond Princess". Det skriver nyhedsbureauet AFP-

Natten til torsdag dansk tid kunne sundhedsministeriet i Japan bekræfte, at yderligere 43 passagerer og et besætningsmedlem er blevet smittet med coronavirus på skibet.

Det øger det samlede antal af smittede til 218 på skibet.