Udland

Alle brande i plaget australsk delstat er nu under kontrol

Rekordstore mængder regn i New South Wales har hjulpet til med at slukke en gammel brand på østkysten.

Alle brande i den australske delstat New South Wales, der siden september har hærget delstaten, er nu under kontrol.

Det skriver de lokale brandmyndigheder på Twitter:

- I hvad der indtil videre har været en meget traumatisk, udmattende og ængstelig sæson for naturbrande er alle bush- og naturbrande nu under kontrol, skriver de.

Foruden den store indsats fra brandfolk har myndighederne også fået hjælp ovenfra, da det siden begyndelsen af februar har regnet en del i staten.

Nogle steder oplevede i sidste uge således de største mængder regn over fire dage siden 1990. Omkring 400 millimeter regn faldt fra fredag til mandag morgen, hvilket er mere, end byen fik de seneste seks måneder.

Til sammenligning faldt der 905 millimeter regn i Danmark i hele 2019, hvilket var et rekordår.

Brand slukket efter 210 dage

Storbyen Sydney ligger i New South Wales, og store skyer af støv og aske fra brandene har kunnet ses fra byen, mens brandene har hærget.

En af de sidste brande, der blev slukket, var branden Lindfield Park Road Fire i kystbyen Port Macquaire nord for Sydney.

Den havde raseret siden 18. juli sidste år.

Den omkring ni kvadratkilometer store brand blev slukket, efter at op mod 260 millimeter regn faldt de seneste par dage.

Derudover har brandvæsnet pumpet store mængder vand i jorden, da halvdelen af branden foregik under jorden. Det skriver det australske medie Sydney Morning Herald.