15 kvinder og børn mister livet i forlis ud for Bangladesh

Et fartøj fyldt med rohingya-flygtninge sank tirsdag i Den Bengalske Bugt. 15 har mistet livet og 50 savnes.

Mindst 15 kvinder og børn er druknet og 50 andre savnes efter et skibsforlis tirsdag ud for det sydlige Bangladesh.

Næsten 140 rohingya-flygtninge var om bord på en trawler, der forsøgte at krydse Den Bengalske Bugt og nå frem til Malaysia.

- Den sank, fordi den var overfyldt. Båden var beregnet til at medbringe højst 50 personer. Fartøjet var også lastet med noget fragtgods, siger en talsmand for kystvagten i Bangladesh.

71 personer er blevet reddet op af vandet. Deriblandt 46 kvinder.

11 kvinder og fire børn er bekræftet omkommet.

Mistede to sønner

En kvinde fortæller, at to af hendes sønner, der var seks og syv år, omkom i tragedien.

- Fire af os var på båden. Et andet barn er meget syg, siger den 40-årige kvinde.

Næsten én million rohingyaer lever i lejre i Bangladesh nær grænsen til Myanmar. Mange er flygtet fra nabolandet, efter at militæret i Myanmar i 2017 slog hårdt ned på befolkningsgruppen.

Med ringe udsigt til at finde arbejde i lejrene eller få en uddannelse har tusindvis forsøgt at nå frem til andre lande som Malaysia og Thailand ved at begive sig ud på den ofte farlige sørejse på 2000 kilometer.