Udland

Regn slukker brande i Australien, men skaber nye problemer

Siden fredag har Australiens største by fået lige så meget regn, som Danmark normalt får på et halvt år. Nu kæmper man med oversvømmelser.

Det sydvestlige Australien er gået fra én ekstrem vejrsituation til en anden.

Efter at have kæmpet med skovbrande siden november er delstaten New South Wales siden fredag druknet i rekordregn og store oversvømmelser.

I Sydney har de siden fredag fået 391 millimeter regn.

- Det er nogenlunde det samme, som vi normalt får herhjemme på et halvt år, fortæller TV 2 Vejrets meteorolog Sebastian Pelt.

Brande oversvømmet

De voldsomme regnmængder har dog også sine fordele, for de slukker skovbrande bedre end nogen brandmand.

Ifølge en opgørelse fra brandvæsenet i New South Wales har regnen slukket 30 brande, så der nu kun er 24 tilbage. Heraf kategoriseres kun fire som "uden for kontrol".

- Vi håber, at vi i slutningen af denne uge kan være helt uden brande, der er "uden for kontrol", siger James Morris, der er talsmand for brandvæsenet, til BBC.

Og er regnen en god brandslukker, så er oversvømmelserne det i endnu højere grad.

To såkaldte mega-brande i nærheden af Sydney, som brandfolk har kæmpet med at slukke siden november, er i weekenden blevet fuldstændigt slukket af oversvømmelser.

Brandmænd i aktion uden for Sydney for to måneder siden.
Brandmand i dag, to måneder senere.

Ti timer i en flod

De nye vejrmæssige udfordringer har fået det pressede beredskab i New South Wales til at skifte fokus. 800 brandfolk er blevet flyttet fra brandbekæmpelse til redningsarbejde i forbindelse med oversvømmelserne, mens kun 100 brandfolk fortsat bekæmper skovbrandene.

Truslen fra skovbrandene, der tidligere fik myndighederne til at evakuere tusindvis af mennesker, er nu afløst af truslen fra oversvømmelserne.

Tidligt tirsdag morgen lykkedes det således redningsmandskabet at redde en mand, der havde klynget sig til et træ i en oversvømmet flod i ti timer.

Manden havde forsøgt at krydse floden til fods og var blevet revet med, indtil det lykkedes ham at få fat i en træstamme ude midt i strømmen.

- Efter alle skovbrandene var der temmelig meget affald, der blev revet med af strømmen. Så det var ekstremt heldigt for denne mand, at han var i stand til at holde fast så længe og ikke blive ramt af noget, der havde revet ham med sig, siger chefen for det lokale beredskab i området, Michelle De Friskbom, til tv-stationen 9News.

Hun tilføjer, at myndighederne fortsat har en del redningsaktioner med mennesker, der er blevet fanget i oversvømmelserne "efter at have taget nogle meget dårlige beslutninger".

For en måned siden: Australiens koalaer truet af skovbrande.
Nu trues de af oversvømmelser efter voldsomme regnskyl.

Cyklon på vej

De nye problemer er opstået, fordi en ekstrem tørkeperiode efterfulgt af voldsomt nedbør giver optimale betingelser for oversvømmelser.

- Man tror måske, at den tørre jord tørster efter vand og kan suge en masse. Men sådan er det ikke. En langvarig tørke giver jorden en hård skorpe, der nærmest er vandafvisende, så vandet løber af, forklarer TV 2 Vejrets Sebastian Pelt.

Prognoserne viser, at det voldsomme regnvejr og oversvømmelserne kan fortsætte ugen ud. Regnen ser ud til at fortsætte i det sydøstlige Australien, og torsdag og fredag kan de endda få besøg af en tropisk cyklon, der er dannet ude over Stillehavet.

- Den forventes ikke at gå ind over land, men den snitter lige Australien og kommer nok til at give ekstra regn på østkysten, siger Sebastian Pelt.