Udland

Pingvinbestanden på Antarktis er i stor tilbagegang - forskere er bekymrede

Når havtemperaturen stiger, bliver der mindre føde til dyrene i Antarktis.

I Antarktis er størrelsen på flere pingvinkolonier faldet med over 75 procent over de seneste 50 år, viser en ny opgørelse.

Og klimaforandringerne er den primære årsag, siger forskere bag ifølge CNN.

Helt konkret har forskerne set på bestanden af rempingviner på den antarktiske ø Elephant Island, der er et vigtigt levested for pingviner.

Opgørelsen viser, at pingvinbestanden i den halvtredsårige periode er faldet fra 122.550 par til 52.786.

Høje temperaturer påvirker fødekæde

Offentliggørelsen af det seneste pingvinstudie kommer få dage efter, at et andet forskerhold registrerede den højeste temperatur målt i Antarktis nogensinde.

Det skete, da de målte 18,3 plusgrader 6. februar.

Over for CNN peger forskerne på, at den globale opvarmning har ført til, at havene bliver varmere, og isen smelter, hvilket påvirker fødekæden i Antarktis.

- Pingviner, sæler og hvaler er alle afhængige af krill (krebsdyr, red), og krill er afhængige af is. Så hvis klimaforandringerne påvirker isen, påvirker det alt andet, siger Noah Strycker, ornitolog og pingvinforsker ved Stony Brook University.

Forskere er overraskede

Rempingvinen er ikke truet, ifølge World Conservation Union, der er en uafhængig international organisation, hvis formål blandt andet er at bevare naturlige ressourcer.

Alligevel har nedgangen i rempingviner overrasket forskerne.

- Det er en smule foruroligende, fordi det tyder på, at noget ændrer sig i økosystemet, og det er nedgangen i antal pingviner et tegn på, siger Noah Strycker.