Udland

Mor vågnet fra koma til beskeden om, at familien døde i vulkanudbrud

Lisa Dallow var på turisttur til White Island med mand og datter, da vulkanen på øen gik i udbrud.  Jorge Silva / Ritzau Scanpix

Datterens begravelse har været udsat, indtil moren ikke længere var i koma, i håb om at hun ville nå at få det bedre.

To måneder efter vulkanudbruddet på White Island i New Zealand er en australsk mor vågnet fra koma til beskeden om, at hendes mand og 15-årige datter døde under udbruddet.

Beskeden fik hun tirsdag morgen lokal tid, fortæller blandt andet mediet Australian Associated Press.

- Det tog et øjeblik, før beskeden sank ind. Derefter blev hun ved med at sige, at hun ikke kunne forstå, at de var døde, siger en talsmand på vegne af familien til News Corp.

48-årige Lisa Dallow var på en turisttur til vulkanøen med sin mand og 15-årige datter, da vulkanen gik i udbrud.

Hun blev efterfølgende fragtet til et hospital i Australien, efter at mere end halvdelen af hendes krop var blevet brændt som følge af udbruddet. Siden har hun været indlagt på Alfred Hospital i Melbourne. En talsperson for hospitalet har meldt ud, at hendes tilstand er stabil.

Familie i dyb sorg

Manden Gavin Dallow, der var advokat, blev begravet 10. januar i Adelaide. 600 mennesker mødte op til begravelsen.

Datteren Zoe Hosking er endnu ikke begravet. Begravelsen har været udsat, indtil moren ikke længere var i koma, i håb om at hun ville nå at få det bedre, så hun kunne deltage. Zoe Hosking var Lisa Dallows eneste datter.

- Begravelsen bliver Lisas beslutning, og derfor må vi vente og se. Vi er stadig i dyb sorg. Det er meget smertefuldt for alle, siger familiens talsmand.

Velbesøgt turistø

Vulkanudbruddet skete 9. december på den ubeboede vulkanø White Island i New Zealand.

Ud af de 47 mennesker, der var på øen under udbruddet, døde 21 med det samme eller efterfølgende på grund af skader fra udbruddet. Størstedelen af dem var turister fra krydstogtskibet Ovation of the Seas. Turisterne ombord kom fra Australien, USA, Storbritannien, Tyskland, Kina, Malaysia og New Zealand.

White Island er en velbesøgt turistø, der ligger 50 kilometer fra New Zealands østkyst.