Udland

Stigende vrede mod styret i Kina: Regeringskritisk journalist forsvundet sporløst

Den regeringskritiske journalist Chen Qiushi er forsvundet. YouTube

I forvejen har styret været været udsat for kritik, efter behandlingen af whistleblowerlægen Li Wenliang, som døde torsdag.

Den kinesiske journalist og menneskerettighedsforkæmper Chen Qiushi har de seneste måneder dækket udbruddet af coronavirus i den kinesiske by Wuhan, men torsdag forsvandt han pludseligt.

Forsvindingen skete samme dag, som den whistleblowerlæge, der siden december havde forsøgt at råbe myndighederne op omkring en ny type SARS-virus, døde af netop coronavirus.

Det har fået borgere til at rase mod det kinesiske styre, som de mistænker står bag, så Chen Qiushi ikke længere kunne fortælle om sygdommen.

– Jeg er bange. Foran mig er sygdom. Bagved mig er Kinas juridiske og administrative magt. Men så længe jeg lever, vil jeg tale om, hvad jeg har set, og hvad jeg har hørt. Jeg er ikke bange for at dø. Hvorfor skulle jeg være bange for dig, Kommunist Parti?, sagde Chen Qiushi i en video 29. januar på sin YouTube-kanal.

Mor i opråb

Ifølge Chens Qiushis mor er han tvunget i karantæne, og fra hans Twitter-konto har hun lagt en video op, hvor hun beder om hjælp til at finde ham.

– Jeg er Chen Qiushis mor. Onlinevenner, særligt dem fra Wuhan, jeg har brug for hjælp til at finde Chen Qiushi og til at finde ud af, hvad der er sket, siger hun ifølge The Guardian.

Chen Qiushi har mere end 200.000 følgere på Twitter og mere end 400.000 på YouTube, og de er ikke tilfredse med, at han er forsvundet.

– Chen Qiushi må ikke blive endnu en Li Wenliang! Kina skal lade folk tale, skrev en bruger på Weibo, som er et kinesisk socialt medie, med direkte henvisning til lægen, der døde torsdag.

Chen Qiushi har tidligere været anholdt for at udgive videoer på Twitter og YouTube fra protesterne i Hongkong, og under corona-udbruddet har han rapporteret fra blandt andet hospitaler og gader. Her har han stået kun iført briller og ansigtsmaske, mens hans ”kolleger” fra styrets officielle medier har været pakket helt ind i beskyttelsesdragter.

Dansk ekspert: Helt almindelig procedure

Det er på ingen måde unormalt, at det kinesiske styre fjerner folk, som udtaler sig kritisk. Og det kan meget vel være, at det også er sket med Chen Qiushi, siger Kina-ekspert og adjunkt på CBS, Andreas Møller Mulvad, til TV 2. Han understreger dog, at han ikke kan sige noget om, at det er tilfældet.

– Mange tusinder kinesere bliver hvert år sat i en form for karantæne, hvis de eksempelvis skriver eller taler om ting, der ikke passer styret, siger han.

– Det er dog mit indtryk, at der er relativ lang line for folk, som beskæftiger sig med coronavirus, da myndighederne gerne vil undgå mere dårlig omtale efter hele situationen med Li Wenliang.

Han fortæller desuden, at der er en række forskellige sanktioner. Ofte er der tale om en form for stuearrest, men det kan også være langt mere alvorlige ting.

De kinesiske myndigheder fra Beijing er nu på vej til Wuhan, hvor de lokale myndigheder har fået ansvaret for skandalen, og det er en smart taktik.

– Mange kinesere er vrede, men mange af dem retter deres vrede mod de lokale myndigheder og ikke styret i Beijing. Det betyder dog ikke, at det ikke er endnu en dråbe i et bæger, som ingen kan sige, hvornår vil flyde over. De kan godt huske SARS-udbruddet, og at det var de samme ting, de var sure over dengang, siger Andreas Møller Mulvad.

– Det er min opfattelse, at det er en stor ting. Folk er vrede, og nogle bruger det til at udtrykke deres utilfredshed med den manglede ret til at udtrykke sig. Og selvom de fleste holder det for sig selv, så er der flere hundrede millioner, som deler den holdning.

Læge lukket ned, så hyldet

Allerede før nytår fik lægen Li Wenliang på hospitalet i Wuhan mistanke om, at der var noget helt galt. Han havde talt syv patienter på sit hospital, som alle tilsyneladende var blevet smittet med en SARS-lignende sygdom på byens fiskemarked.

Da han begyndte at advare sine kolleger, blev han arresteret og tvunget til at skrive under på, at han ville ”tænke over sin opførsel”, alternativt ville hans ”stædige, uforskammede og ulovlige opførsel” blive straffet.

Hans forbrydelse bestod i, at han i en lukket gruppe på beskedappen WeChat anbefalede gamle studiekammerater at bruge beskyttelsesdragter mod den nye sygdom.

Beskeden gik dog viralt, og sådan noget er ikke ok i Kina, hvor det er Sundhedskommissionen, der står for den slags, og de mente ikke, at coronavirussen kunne smitte fra menneske til menneske.

Senere er myndighederne dog vendt på en tallerken, og flere personer har været ude at undskylde behandlingen af Li Wenliang, ligesom landets Højesteret har rettet kritik. Det ændrede dog ikke på, at han døde torsdag.