Udland

Hun er min heltinde - Oscar-pris eller ej

Amani Ballour er hovedperson i den Oscar-nominerede 'The Cave'.

I dokumentarfilmen 'The Cave' følger man Amani Ballours heroiske arbejde som læge på et underjordisk og hemmeligt hospital i Syrien, hvor hun i seks år reddede tusindvis af menneskeliv.

Om filmen natten til mandag dansk tid får tildelt en Oscar eller ej, så har hun allerede vundet sejre, der hverken kan måles i en pris eller reduceres til en statuette.

Hun satte sit eget liv på spil for at redde andre. Hun fik børn til at smile midt i krigens rædsler, og hun trøstede dem, mens hun selv var bange.

Og så kæmpede hun en kvindekamp i et patriarkalsk samfund, hvor mange mænd mente, at hendes plads var i hjemme og ikke som hospitalsleder.

Men hun svarede igen og kæmpede for sin ret til at arbejde.

Amani Ballour var – og er – et håb. En rollemodel. Verden har brug for mange flere af hendes slags.

Hun har stadig mareridt

Når jeg har drukket te med hende i Tyrkiet, hvor hun i dag er flygtning, eller i Paris, hvor hun for nylig modtog en prestigefyldt pris for sin indsats, har jeg mærket hendes power, på en måde jeg sjældent har oplevet før. Hun er spinkel og rolig, ikke særlig høj og ydmyg, men også frygtløs og tapper. Blot 32 år.

Det var hendes eget valg at blive på det underjordiske hospital og hjælpe sine landsmænd – hun kunne være flygtet. Byen var belejret, ingen medicin eller mad. De sårede børn var sultne. Hun bildte dem ind, at kampflyene og bomberne ikke var farlige. Børnene forstod ikke, hvad der foregik. Jeg er fuld af beundring for hende.

Simi Jan møder Amami Ballour.

Jeg ved godt, at de seks år i helvede har sat dybe ar på hendes sjæl. Hun har stadig mareridt og reagerer på høje lyde. Ambulancesirener får hendes nervesystem til at gå i alarmberedskab, som var hun stadig i det underjordiske hospital: Kommer der sårede og døde ind? Hvor mange vil overleve? Er det børn? Det er især børnene, der stadig hjemsøger hende. Alle de børn, der døde for øjnene af hende. De har ansigter, navne, alder og drømme. Hun kendte mange af dem.

- De havde alle en historie. De har alle ret til at blive hørt. Det er min pligt at fortælle deres historier, siger Amani Ballour roligt, men med en overbevisende vægt bag ordene.

Et kemisk angreb i 2013 dræbte over 1400 mennesker på en enkelt nat. Børn blev kvalt ihjel for øjnene af hende, fordi hun kun havde én iltmaske. Det er et minde, der får tårerne frem i hendes mandelformede, brune øjne, men som også er hendes drivkraft til at råbe op om de grusomheder, der stadig finder sted i hendes elskede fædreland, hvor krigen raser på 10. år.

Lægen Amami Ballour med et såret barn i det underjordiske hospital, som dokumentarfilmen 'The Cave' fortæller om.

Stadig i livsfare

Hvor er det internationale samfund? spørger hun. Hvorfor er der ingen, der stopper Assads blodsudgydelser?

Derfor er filmen om hendes heroiske arbejde, så meget mere end blot en film.

- Filmen er mit vidnesbyrd. Jeg vil have, at verden ser sandheden, ser det syriske folks lidelser. Denne krig må ikke bare glemmes. Verden må reagere, lyder det fra Amami Ballour.

I 2018 forlod hun mod sin vilje hospitalet, blev evakueret i bus. Der var ikke et alternativ. Hendes liv var i fare. Nogle af lægerne blev – den ene er fængslet, den anden dræbt. Og hun ved, at Assads øjne følger hende. Hun ved, at hun er livsfare. Men hun er ligeglad. Hendes mund kan ikke stoppes. Og hun ville gøre det hele om igen uden betænkningstid, siger hun uden at tøve. For hendes arbejde gav så meget mening. Hun følte sig til nytte.

Så Oscar-pris eller ej. Tillykke til Amani Ballour og hele teamet på hospitalet, der gjorde en forskel, som de færreste af os kommer til på et helt liv.

Respekt.