Udland

Drama i Tyskland - regeringsleder trækker sig efter ét døgn

Et politisk drama i en lille østtysk delstat har spredt sig til hele Tyskland og fået Merkels regering til at vakle.

Det har været et højdramatisk døgn i tysk politik.

Det hele startede onsdag i den lille østtyske delstat Thüringen med godt to millioner indbyggere. Her blev Thomas Kemmerich overraskende valgt til ny regeringsleder.

Under 24 timer senere valgte han så at trække sig.

Valget af Kemmerich udløste nemlig et jordskælv, hvis rystelser kunne mærkes helt til Berlin, og endnu engang blev Angela Merkels regeringskoalition sat på prøve.

Hvorfor trak han sig?

54-årige Thomas Kemmerich fra det liberale FDP blev valgt med stemmerne fra sit eget parti, CDU og Alternative für Deutschland (AfD).

Det fik en lille flok demonstranter til at troppe op foran FDPs hovedkvarter, og imens genlød det politiske Berlin af bombastiske udtalelser og dommedagsprofetier.

Udtryk som ”tabubrud”, ”en sort dag” og ”demokratisk digebrud” gik igen i kommentarerne.

For hvordan kunne en politiker fra et traditionelt borgerligt parti som FDP lade sig vælge til regeringschef med stemmer fra det nationalistiske og fremmedfjendtlige AfD?

Kritikken tog Kemmerich tilsyneladende til sig.

- Vi ønsker et nyt valg for at fjerne pletten af AfD's støtte fra lederskabet, sagde han torsdag.

Han vil nu have parlamentet i delstaten til at udskrive nyvalg.

Brandmuren bristet

Indtil for bare et døgn siden var den nyvalgte Thomas Kemmerich et ukendt navn uden for den delstat, som de fleste tyskere mest kender som navnet på en velsmagende grillpølse og så kartoffelmos-bollerne Thüringer Klösse.

Når valget af Thomas Kemmerich – med én stemme mere end modkandidat Ramelow fra Die Linke – med ét slag har gjort ham kendt på forbundsplan, skyldes det ikke bare, at han blev valgt med støtte fra AfD.

I Thüringen ledes partiet af den omstridte Björn Höcke, der af flere tyske medier slet og ret omtales som ”fascist”. Hvis AfD kan betegnes som et parti et sted mellem Stram Kurs og nynazisterne, som det er blevet sagt, så ligger AfD i Thüringen om muligt endnu længere til højre.

Balladen om Thüringens nyvalgte ministerpræsident skyldes først og fremmest, at han også blev valgt med stemmer fra Angela Merkels CDU. Selvom CDU-ledelsen i Berlin udtrykkeligt har forbudt ethvert samarbejde med netop AfD.

Det er den brandmur, som mange kommentatorer mente var ved at smuldre. Andre antydede, at der var tale om aftalt spil mellem CDU og AfD.

Hos AfD var talsmand Jörg Meuthen er af gode grunde meget fornøjet med udgangen af valget.

– Nu er første mosaiksten lagt til et politisk skifte i Tyskland, tweetede han.

Jagten på den skyldige

Efter digebruddet kom jagten på en syndebuk.

I første omgang var meget af kritikken rettet mod den lokale CDU-formand i Thüringen, Mike Mohring, som forsvarede sig med, ”at vi er ikke ansvarlige for andre partiers kandidater, vi er kun ansvarlige for vores egen politik”.

Ikke bare den nyvalgte FDP-ministerpræsident, men også den liberale leder på forbundsplan, Christian Lindner, blev skydeskive fra kritik, også internt.

Alexander Lambsdorff, en af partiets grand old men, saluterede valget med de her ord:

- Man lader sig ikke vælge af AfD-fascister. Og skulle det ske, accepterer man ikke valget.

AKK under pres

Det overraskende ministerpræsidentvalg i Thüringen satte dog først og fremmest CDUs partileder, Annegret Kramp-Karrenbauer, under pres.

Koalitionspartneren SPD krævede, at det opsigtsvækkende valg i Thüringen skulle gøres om og truede med konsekvenser for regeringssamarbejdet i Berlin.

Eller som Ralf Stegner, SPD-gruppeformand i Schleswig-Holstein konkluderede:

- Vi kan ikke regere sammen med et parti, der samarbejder med nazister.

CDU-leder Kramp-Karrenbauer har for længst forsøgt at sætte partifællerne i Thüringen under pres.

Hun truede med konsekvenser, hvis CDU skulle finde på at samarbejde med den nye regeringschef Kemmerich, for det er imod partilinjen, forklarede hun.

Annegret Kramp-Karrenbauer opfordrede til nyvalg og mente i øvrigt, ”at det ville være på sin plads, at denne ministerpræsident træder tilbage”.

Også Merkel blandede sig

Også forbundskansler Angela Merkel, der for øjeblikket er på officielt besøg i Sydafrika, nåede at kommentere balladen i Thüringen.

Hele forløbet med valget af FDP-manden med AfDs stemmer var ifølge Merkel ”utilgiveligt”, og ”derfor må dette resultat rulles tilbage”.

Der var dog også CDU-medlemmer, som nåede at hilse valgresultat fra Thüringen velkommen.

Blandt andet medlemmer af den konservative fløj, der kalder sig ”Werteunion”, ”Værdi-unionen”.

De har længe fungeret som en slags intern opposition til Angela Merkel. Tilbagetrækning eller ej.

Triumfen blev kort

Begivenhederne i Thüringen sætter fokus på, hvordan partiet skal omgås et yderligtgående parti som AfD, som i delstaten opnåede at blive det næststørste ved valget i efteråret med godt 23 procent af stemmerne. Og som måske får held til at gentage succesen i andre østtyske delstater.

Journalist Benedict Neff fra den konservative schweiziske avis Neue Zürcher Zeitung ser det hele mere fra sidelinjen og konkluderede, at sagen blot var et udtryk for et frit valg af en liberal og borgerlig kandidat, som der ikke var nogen grund til at fordømme moralsk.

- Det, der ville være foruroligende ville være, hvis ingen borgerlige politikere i Tyskland ville stille op af frygt for at blive valg af AfD, lød hans kommentar.

Benedict Neff gør også opmærksom på, at den nyvalgte ministerpræsident havde lagt tydeligt afstand til Björn Höcke og AfD og i øvrigt tilstræbte at danne en mindretalsregering sammen med CDU.

Men efter et døgn på posten valgte Thomas Kemmerich altså at bøje sig. Det var lidt af en politisk triumf, at da han blev valgt, men glæden viste sig at blive kort.