USA VALG

Dødt løb mellem Sanders og Buttigieg efter kaotisk primærvalg i Iowa

Med næsten alle stemmer talt op i Iowa ser Joe Biden ud til at blive valgets store skuffelse.

Der er næsten dødt løb mellem præsidentkandidaterne Pete Buttigieg og Bernie Sanders i demokraternes primærvalg, som fandt sted mandag i delstaten Iowa. Det skriver CNN.

Med 97 procent af stemmerne er talt op fører Pete Buttigieg snævert med 26,2 procent af stemmerne, men i takt med at flere valgsteder er blevet opgjort, har Bernie Sanders indhentet det meste af forspringet og står nu til 26,1 procent.

De to bliver efterfulgt af senator Elizabeth Warren, der står til at få 18,2 procent, mens den tidligere vicepræsident Joe Biden står til 15,8 procent.

Tekniske problemer

Resultatet af primærvalget i Iowa skulle have ligget klar allerede mandag aften.

Men tekniske problemer med en ny app, der skulle have samlet tallene fra forskellige valgsteder, førte til fuldstændigt kaos i optællingen.

Til sidst opgav man at få samlet resultatet mandag, og kandidaterne måtte holde deres afsluttende tale uden at vide, om de havde vundet eller tabt. Det forhindrede dog ikke Sanders i at udråbe sig selv til vinderen.

Lyn-analyse

Selv om Bernie Sanders vinder primærvalget i Iowa, er der ingen tvivl om, hvem den egentlige vinder er: Pete Buttigieg. Selv en spinkel Sanders-sejr vil ikke overskygge, at senatoren burde have klaret sig bedre. Bernie Sanders var favorit til at vinde Iowa, men sluttede side om side med en relativ ukendt borgmester fra en by med samme indbyggertal som Aalborg. Den største skuffelse i Iowa er utvivlsomt Joe Biden, men overordnet er unge Pete Buttigieg solstrålehistorien - den fortælling var etableret i medierne, længe inden det endelige resultat fra Iowa var klar.

Det blev tirsdag aften dansk tid meddelt, at den 38-årige Buttigieg havde taget føringen efter det kaotiske valg i Iowa, da knap to tredjedele af stemmerne var opgjort. Buttigieg selv kaldte det en "forbløffende sejr".

Iowa er det første primærvalg i en lang række, der har til formål at finde ud af, hvem der skal udfordre republikaneren Donald Trump ved præsidentvalget i november.

"Fænomenal" bedrift

Hvis Buttigieg ender med at vinde i Iowa og dermed tager første stik i kampen om at blive nomineret, er der ifølge det amerikanske medie Politico tale om en "fænomenal bedrift".

Hans politiske erfaring er ubetydelig i sammenligning med hovedrivalernes mange år i Kongressen eller i Bidens tilfælde også som vicepræsident i to perioder under Barack Obama.

Buttigieg er på rekordtid skudt op fra at være en stort set ukendt borgmester i en mindre by i delstaten Indiana til at være en person, som hele USA kender.

Han er også den første mandlige kandidat til åbent at stå frem som homoseksuel, fremhæver Politico.