USA valg 2020

Analytiker om Trump-tale: - Jeg har aldrig set noget lignende

Trumps tale i Det Hvide Hus om den netop overståede rigsretssag var en "fejring" af hans allierede og en nedsabling af hans modstandere.

Den amerikanske præsident markerede torsdag aften sin frifindelse i rigsretssagen med en usædvanlig ”fejring” i Det Hvide Hus.

I en timelang tale hyldede Donald Trump republikanske politikere, sine advokater, sin familie og andre, der har støttet ham undervejs, mens han modsat gik voldsomt til angreb på sine modstandere:

”Onde”, ”syge”, ”korrupte” og ”beskidte” var blot nogle af de ord, han brugte om sine politiske modstandere og påståede modstandere i statsadministrationen.

- Jeg har beskæftiget mig med amerikansk politik i 30 år, og jeg har aldrig set noget lignende, siger Niels Bjerre-Poulsen, der er lektor på Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet.

Analytiker: Har aldrig set noget lignende

'En hævnaktion'

På forhånd var det forventet, at der ville være tale om en pressekonference, hvor der ville være mulighed for at stille spørgsmål til præsidenten.

Men det var der ikke tale om, indledte præsidenten:

- Dette er ikke en pressekonference. Det er ikke en tale. Det er en fejring, fortalte han.

Det indbudte publikum i Det Hvide Hus bestod af præsidentens regering og medarbejdere, hans familie og en række fremtrædende republikanske politikere og kongresmedlemmer, som en for en blev nævnt ved navn og hyldet af præsidenten.

- Trump taler slet ikke inden for de rammer, man normalt ville bruge om en politisk proces. Det er en hævnaktion. Han belønner dem, der har hjulpet ham undervejs, og så skal han fortælle, hvor ondt hans modstandere har handlet mod ham, siger Niels Bjerre-Poulsen.

Trump benytter også taletiden til at tilsvine Nancy Pelosi, som er den demokratiske flertalsleder af Repræsentanternes Hus.

'Et vælgermøde'

TV 2’s USA-korrespondent Jesper Steinmetz kalder præsidentens tale i dag ganske typisk for den fortælling, han også kommer med, når han holder sine vælgermøder rundt omkring i USA.

- Alt det han sagde om, at han var blevet uretfærdigt behandlet, og at det var en heksejagt, det er præcis det, der skaber resonans i vælgerhavet. Vi skal passe på med at analysere det her på en traditionel, præsidentiel måde. For Trump er en helt usædvanlig præsident, og det han siger giver mening ude i Trump-land. Det er præcis, hvad de ønsker at høre, siger Jesper Steinmetz.

Trump advarer om nye angreb

Donald Trump fejrede sin frifindelse som en stor sejr, men advarede samtidigt om, at hans modstandere ville forsøge igen på at få ham ned med nakken:

- De brygger noget andet sammen. De ønsker at ødelægge vores land. Vi må ikke lade det ske, sagde han om politikere som Nancy Pelosi og Adam Schiff, som han kaldte ”frygtelige, ondskabsfulde personer”.

Under hele forløbet har Donald Trump betragtet rigsretssagen som et ondt komplot imod ham. Det gentager han løbende her i optakten til sin tale.

Han gentog samtidigt, at han ikke havde gjort noget som helst forkert i Ukraine-sagen og at der ikke var nogen som helst grund til at kritisere hans håndtering af Ukraine-sagen.

- Der er ingen diskussion om, hvorvidt han som præsident har fejlet i sin behandling af ting. Det gør det jo meget svært for de republikanske senatorer, der har sagt: ”Nu har han lært sin lektie og han kommer ikke til at gøre det igen”. De får meget svært ved at forklare, at det er en anden præsident nu, siger Niels Bjerre-Poulsen.