Pelosi rev Trumps tale itu - og fire andre højdepunkter fra natten
En kræftramt radiovært, en soldats familie og en 4. klasses-elev blev alle hovedpersoner i Trumps fortælling om hans genoprettede USA.
Da den amerikanske præsident, Donald Trump, natten til onsdag dansk tid holdt sin årlige tale til nationen, var det med særlig fokus på emnerne, der skal sikre ham genvalg i november.
Undervejs var der følelsesladede øjeblikke med overraskelser fra præsidenten, og så viste konflikten mellem demokraterne og Trump sig igen med al tydelighed.
Her er højdepunkterne fra nattens state of the union-tale:
1. Pelosi og Trump fortsatte stridigheder
Det mest opsigtsvækkende øjeblik ved talen skete faktisk netop, som Donald Trumps tale til nationen var ovre.
Her stjal demokraternes formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, billedet, mens alle tilhørerne i Kongressen rejste sig op for at klappe af Trump. For mens de første klapsalver rungede ud i salen, rejste Pelosi sig op og rev sin kopi af talen demonstrativt i stykker.
- Jeg kunne ikke finde én side med sandheder på, har hun efterfølgende udtalt til tv-kanalen Fox News.
Men Trump var nu ikke meget bedre end Pelosi. Ved talens begyndelse afviste han at tage hendes hånd, da hun strakte den frem for et håndtryk. I stedet vendte Trump ryggen til hende med et stenansigt og gik i gang med talen:
2. Demokrater afbrød Trumps snak om sundhed
Nancy Pelosi var langt fra den eneste demokrat, der var klar med en kommentar til Trumps tale. Det samme var et kor af demokratiske politikere, der til talen var klædt i hvidt for at skabe et visuelt symbol for deres modstand mod Trumps regering.
Da Trump i sin tale advarede mod demokraternes forslag til en sundhedsreform og sagde, at nogen i USA forsøger at sabotere det amerikanske sundhedssystem, rejste de sig op og råbte "dig" med henvisning til Donald Trump selv.
Og da Trump lidt efter fortalte, at han ville tage kampen op mod de store medicinalfirmaer og deres høje priser på medicin, begyndte det demokratiske kor af stemmer at grine og snart derefter at stikke tre fingre i vejret og råbe "HR3", som er navnet på det demokratiske lovforslag, der forsøger at bringe priserne på medicin ned i USA.
3. Hjemvendt soldat genforenet med familie
Det Hvide Hus og Donald Trump havde inviteret en stribe særlige gæster med i Kongressen, som blev ansigter på Trumps store politiske budskaber.
For eksempel var Amy Williams fra North Carolina og hendes to børn på seks og tre år i salen. De seneste syv måneder har deres mand og far, Townsend Williams, været udsendt som soldat i Afghanistan - hans fjerde udsendelse til Mellemøsten.
Det er et sted, som Donald Trump allerede i sin valgkamp i 2016 lovede, at han vil trække amerikanske soldater hjem fra. Og det gjorde han bogstaveligt talt i nat.
For mens Trump talte med varme til familien, kom den udsendte soldat gående ind i salen og blev genforenet med sin familie, der med tårer i øjnene omfavnede ham.
4. Skoleelev fik en stor overraskelse
Soldaterfamilien var ikke den eneste, der sad tilbage med blanke øjne efter en overraskelse. Det samme skete for skoleeleven Janiyah Davis, der går i 4. klasse, og hendes mor.
De to var med i salen, fordi Janiyah er blandt tusindvis af elever på venteliste til at få et stipendium til en uddannelse efter grundskolen.
Donald Trump opfordrede Kongressen til at sørge for, at flere studerende i USA får gode nok muligheder for at tage en ordentlig uddannelse. Og så overraskede han Janiyah med, at han personligt har sørget for, at der er et stipendium til hende.
5. Frihedsmedalje til kræftramt radiovært
En af aftenens helt store overraskelser fik den kendte radiovært og politiske kommentator Rush Limbaugh.
Den 69-årige radiovært oplyste for nylig, at han er ramt af fremskreden lungekræft. Derfor valgte Trump at takke ham for mange års tjeneste for folket og overrække ham frihedsmedaljen, der er en af de højeste udmærkelser, man kan få som almindelig borger i USA - præsidentens frihedsmedalje.
Medaljen blev hængt om halsen på den rørte radiovært af den amerikanske førstedame, Melania Trump, til store klapsalver fra salen.