Coronavirus

Krydstogtskib med 3700 ombord ramt af coronavirus: Ingen må forlade deres kahytter i 14 dage

Foreløbig er ti smittede fundet ombord på krydstogtskibet.

3700 mennesker ombord på et krydstogtskib er blevet isoleret, efter der er konstateret coronavirus ombord.

Passagerne har fået besked på, at de ikke må forlade deres kahytter de næste 14 dage.

Krydstogtskibet ”Diamond Princess” ligger for anker ud for havnen i Yokohama i Japan, mens myndighederne er gået i gang med at teste passagerer og besætning for coronavirus.

- Alle passagerer skal blive i deres kahytter. Vi må ikke åbne døren og gå på gangen. Vi er spærret inde i kahytterne, fortæller britiske David Abel, der er en af de mange passagerer, der onsdag blev isoleret ombord.

Skibet kom i myndighedernes søgelys, efter en 80-årig passager var stået af skibet i Hongkong 25. januar og udviklede sygdommen, nogle dage efter han var kommet i land.

Indtil videre er 273 personer ombord blevet testet. 31 har allerede fået svar på deres test, og af dem er 10 testet positive, fortæller den japanske sundhedsminister Katsunobu Kato til tv-stationen NHK.

- Ingen af de ti er alvorligt syge, tilføjer sundhedsministeren. Der er tale om passagerer fra Japan, Hongkong, Australien og USA samt et besætningsmedlem fra Philippinerne, som alle er blevet bragt i land og hospitalsindlagt.

"Vi er spærret inde"

David Abel fra Storbritannien er en af de karantæneramte passagerer ombord på krydstogtskibet Diamond Princess

David Abel Maden fortæller over en videoforbindelse til BBC, at passagerne får bragt mad til kahytten af besætningsmedlemmer med ansigtsmasker.

- Det betyder, at vi slet ikke har nogen forbindelse med de andre passagerer ombord, fortæller han.

Syge bliver fragtet i land

Krydstogtskibet har knap 2700 passagerer og 1000 besætningsmedlemmer ombord. Godt halvdelen af passagererne er fra Japan.

Rederiet, der ejer skibet, har bekræftet at man vil holde passagerne ombord i 14 dage. Kun dem, der er konstateret smittet, vil blive fragtet fra borde af kystvagten og bragt til lokale sygehuse.

- Mad og andre fornødenheder vil blive bragt ombord på skibet, forsikrer rederiet Princess Cruises.

De passagerer, der er testet positive for coronavirus, bliver sejlet i land og indlagt på hospitaler i Yokohama.

Den britiske passager David Abel fortæller, at mistanken om coronavirus havde fået passagerne til at isolere sig i kahytterne, allerede inden det onsdag blev decideret forbudt at forlade kahytterne.

- Det var et spøgelsesskib. Der var enkelte passagerer, der fik en drink i baren, men der var virkeligt tomt i forhold til, hvordan det har været tidligere, siger han.

Han tilføjer samtidigt, at han og hans kone er blandt de heldige ombord:

- Vi har en kahyt med balkon, så vi kan åbne døren, få frisk luft og sole os på balkonen i godt vejr. Jeg har mest ondt af dem med indvendige kahytter, der ikke får dagslys ind, siger han.