Kan Trumps solstrålehistorie sikre ham fire år mere?

16x9
Donald Trump leverede sin state of the union-tale. Foto: Olivier Douliery / Ritzau Scanpix

Var vi vidne til begyndelsen på enden eller enden på begyndelsen? Det er det store spørgsmål efter præsident Trumps årlige tale til nationen.

Det er altid fascinerende at se, hvilken udgave af præsident Donald Trump der dukker op til state of the union-talen: er det den impulsive, brovtende og grovkornede Twitter-Trump, eller er det den mere polerede og 'præsidentielle' teleprompter-Trump, der holder sig til talepapirerne?

Under den årlige tale til nationen har teleprompter-Trump typisk domineret.

Kort sagt er state of the union-talerne de øjeblikke, hvor Donald Trump mest ligner enhver anden amerikansk præsident. Sådan blev det også i den her omgang.

Intet ord om rigsretssagen

Ligesom ved tidligere taler til nationen var det atter bemærkelsesværdigt, hvad præsidenten valgte ikke at bruge særlig meget tid på. I det her tilfælde blev det pudsigt nok rigsretssagen, som ellers har fyldt meget i mediebilledet og præsidentens tweets de forgange måneder.

Rigsretssagen afsluttes formelt onsdag aften dansk tid, hvilket gjorde symbolikken endnu mere slående. Den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, som netop annoncerede indledningen af en rigsretssag mod Trump, sad vitterligt kun få meter bag præsidenten. At de to igen ikke viste hinanden den behørige respekt, der som minimum burde følge med deres respektive embeder, er til gengæld efterhånden ved at blive en kedelig tradition.

Op til talen havde Trumps rådgivere og partifæller meldt ud, at ordet ”impeachment” ikke optrådte i den forberedte tale, samt at man havde bedt præsidenten om at holde igen på den front. Men det betyder selvsagt ikke nødvendigvis, at Trump automatisk tager rådgivernes råd til sig. Tværtimod er det stik modsatte ofte tilfældet.

Men det gjorde præsidenten altså i det her tilfælde og fokuserede på solstrålehistorierne, der i bedste tilfælde kan appellere frem for at tale om rigsretssagen, der udelukkende ville øge splittelsen. Det bliver denne solstrålefortælling, som – hvis det står til Trumps rådgivere – skal være omdrejningspunktet for præsidentens valgkamp i de kommende ni måneder.

En ganske sigende gæsteliste

Som sædvanlig var det også interessant at se, hvordan årets særligt inviterede gæster skulle være et element i en større fortælling, som USA's præsident gerne vil etablere her i valgkampen.

Tag for eksempel Kelli og Gage Hake fra Oklahoma, der mistede et elsket familiemedlem efter et vejsidebombeangreb i Irak. Et angreb, som den tidligere iranske topgeneral Qasem Soleimani endnu engang havde haft en rolle i, hvilket netop var en af hovedsagerne til, at præsidenten for ganske få måneder siden beordrede Soleimani likvideret.

Eller Jody Jones, hvis bror blev dræbt af en kriminel illegal immigrant i Californien tilbage i 2018. Et drab, der i Det Hvide Hus' udlægning kunne have været undgået, hvis Californien ikke havde sådan en slap immigrationspolitik.

At de resterende gæster især kom fra nogle af de svingstater, der kommer til at afgøre udfaldet af præsidentvalget eller har minoritetsbaggrund, er selvfølgelig heller ikke spor tilfældigt.

Symbolikkens skæbne

Slutendeligt var symbolikken ikke til at overse. På sin vis var det måske skæbnens ironi, at mange af de store linjer i Trumps præsidenttid ramlede ind i hinanden i nat og kulminerede med, at oppositionslederen bogstaveligt rev præsidentens tale midt over. Sidstnævnte bliver nok i sidste ende, hvad der primært vil blive snakket om ved morgenbordene i USA.

Nancy Pelosi river talen i stykker.
Nancy Pelosi river talen i stykker. Foto: Jonathan Ernst / Ritzau Scanpix

Der var den åbenlyse ironi, at Trump holdt sin årlige tale i Repræsentanternes Hus – det kammer, hvor Demokraterne tilbage i december valgte at indlede en rigsretssag mod præsidenten.

Ironien blev ikke mindre af, at talen til nationen også blev overværet af Senatets hundrede medlemmer. Det er netop de republikanske senatorer, der senere på dagen kommer til at sørge for, at deres partifælle og præsident Trump ikke bliver fundet skyldig og afsat efter Demokraternes anklager om magtmisbrug og obstruktion.

Apropos rigsretssagen går vi nu for første gang ind i et amerikansk præsidentvalg, hvor den siddende præsident er blevet stillet foran en rigsret, men ikke er blevet afsat, og stadig befinder sig i sin første embedsperiode. Denne historiske anekdote er særligt interessant, fordi præsidentens parti historisk set altid har tabt Det Hvide Hus i det første præsidentvalg, efter oppositionen stillede præsidenten foran en rigsret.

Spørgsmålet bliver derfor nu, om Donald Trump kan bryde denne stime 3. november 2020. Det er selvsagt ikke til at sige. Men man kan vist roligt sige, at det i så fald ikke ville være første gang, at Donald Trump imod alle odds tager fusen på oppositionen og opinionsdannerne.