Udland

Undertøjsgigant i ny skandale: Anklager om mobning og 'kvindehadsk kultur'

Modellen Bella Hadid på catwalken til Victoria's Secret-showet i 2018.  Angela Weiss / Scanpix Denmark

Blandt andet blev en model målt, mens en mandlig chef kommenterede hendes 'perfekte bryster'. Ekspert kalder afsløringerne et opgør.

I mere end et årti definerede Victoria's Secret, hvad der var sexet, solgte undertøj for milliarder og tiltrak millioner af tv-seere med sit årlige modeshow.

Men de seneste år er salgstallene for brandets sexede undertøj styrtdykket, ledelsen er blevet beskyldt for at stå for et forældet kvindesyn, og for et par måneder siden aflyste virksomheden sit ellers stort anlagte modeshow, fordi den skulle "evaluere på strategien", som det hed.

Nu har en artikel i New York Times gjort det hele endnu værre for undertøjsmærket.

Avisen har interviewet flere end 30 tidligere eller nuværende ansatte hos Victoria’s Secret, og de fortæller om en "kvindehadsk kultur" fuld af "mobning og krænkelser".

Afsløringerne er en kulmination på en strømning, der i mange år har været i gang i verden omkring Victoria's Secret, mener modeekspert Chris Pedersen.

For modellerne var de ekstravagante Victoria's Secret-shows lig med tonsvis af penge og ubetalelig eksponering, særligt hvis de opnåede status som husmodeller, de såkaldte 'engle'. Her ses en model til et show i 2002.

- Det er et opgør med den tid, hvor mange unge kvinder har været nederst i fødekæden og har fået at vide, at de skulle "shut up and be pretty" (holde mund og se smukke ud, red.). Nu vil de ikke finde sig i det længere, siger han.

Manden bag englene

Særligt to mænd hos Victoria's Secret står for skud, og den ene er virksomhedens marketingchef, Ed Razek.

Han var hovedmanden bag mærkets storslåede tv-transmitterede modeshows, hvor letpåklædte og perfekt trænede modeller gik ned af catwalken med karakteristiske vinger på ryggen som mærkets 'engle'.

Ed Razek havde arbejdet for Victorias Secret i 34 år, da han trak sig sidste år.

Med de enorme shows var Ed Razek med til at gøre Victoria's Secret til en af de allerstørste amerikanske modevirksomheder og til at definere, hvad det var at være sexet i 00'erne.

- I den periode var Victoria's Secret en af de amerikanske mastodonter på linje med Coca-Cola, Levi's eller Pepsi. De stod for drømmen om naboens datter og en uopnåelig fabrikeret sexethed, siger Chris Pedersen.

Bella Hadid på catwalken til 2018-showet i New York City.

Men det var også i processen op til showene, hvor Ed Razek var med til at udvælge modellerne, at han ifølge anklagerne gik over grænsen. Blandt andet forsøgte han at kysse modellerne, at få deres telefonnumre, han bad dem om at sidde på sit skød og rørte en af dem i skridtet, før Victoria’s Secret-showet løb af staben i 2018, skriver New York Times.

Under en casting af modellen Bella Hadid skal Ed Razek have foreslået, at "hun droppede trusserne", fortæller tre kilder til avisen. Mens han sad i en sofa, undrede han sig over, om hun ville få lov til at gå showet med sine "perfekte bryster".

Det er eddermame svært at se, hvordan de skal komme ovenpå igen

Chris Pedersen, modeekspert

En anden model, Alyssa Miller, husker blandt andet, at marketingsdirektøren stod for en "giftig maskulin kultur”. Hvis man ikke ville være en del af den, blev man ikke booket igen, fortæller hun.

- "Det er mig, der har magten - jeg kan skabe din karriere eller ødelægge dig", opsummerer hun Razeks ledelsesstil.

Supermodellen Heidi Klum med englevinger og lysende undertøj sender et kys til sin daværende mand, sangeren Seal, under Victoria's Secret-showet i 2005.

Chefen for det hele

Den anden mand i søgelyset er Leslie Wexner, Victoria's Secrets ejer og øverste direktør. Og hvor beskyldningerne mod Ed Razek går på hans handlinger, er Leslie Wexners problem, at han ikke gjorde noget.

Selv om flere ansatte hævder, at de kom med konkrete klager over Ed Razek, ignorerede Leslie Wexner det, accepterede opførslen og afskedigede de besværlige ansatte, lyder det i artiklen.

Den langsomme eller manglende reaktion er symptomatisk for undertøjsmærkets problemer, mener modeekspert Chris Pedersen.

Modellen Abbey Lee Kershaw i 2009. - Hele deres brand har været bygget op om et mands blik, om en kvinde i push-up-bh, der er til rådighed for andre end sig selv, siger Chris Pedersen.

- Det gik alt for sent op for dem, at verden var ved at forandre sig. Og at ældre hvide mænd som direktører i en undertøjvirksomhed for eksempel ikke passer til verdenen udenfor, siger han.

Leslie Wexner har ikke villet kommentere New York Times artikel, mens Ed Razek i en mail til avisen skriver, at alle beskyldningerne er "kategorisk falske, fordrejede og taget ud af kontekst".

Fra dominans til umoderne

Anklagerne mod den øverste ledelse gør det endnu sværere for det engang magtfulde undertøjsimperium at komme ovenpå, mener Chris Pedersen. Han siger, at mærket sælger en idé og et kvindebillede, der ikke er i tråd med det, forbrugerne vil have.

Tyra Banks på catwalken i 2005.

- Det er eddermame svært at se, hvordan de skal komme ovenpå igen. Uanset hvad de gør, så vil det synes desperat eller uærligt, siger han.

- De har haft 10-15 år, hvor de fuldstændig har ejet tidsånden, og det er de færreste andre mærker, der kan drømme om det.

For et par dage siden kom det frem, at 82-årige Leslie Wexner overvejer at trække sig fra direktørposten eller sælge Victoria's Secret. Efter den melding steg aktierne i L Brand, der ejer Victoria's Secret, med 12 procent.