Coronavirus

Første dødsfald af coronavirus uden for Kina bekræftes

En 44-årig kinesisk mand er søndag død i Filippinerne som følge af coronavirus.

For første gang er en person bekræftet død som følge af coronavirus uden for Kina.

Det oplyser Verdenssundhedsorganisationen, WHO, ifølge CNN.

Dødsfaldet skete lørdag i Filippinerne. Patienten var en 44-årig kinesisk mand, der har været indlagt i isolation siden 25. januar.

Det oplyser sundhedsministeren i Filippinerne, Francisco Duque, ifølge nyhedsbureauet dpa.

- I løbet af patientens indlæggelse udviklede han en alvorlig lungebetændelse, siger Francisco Duque.

- I de sidste par dage var patientens tilstand stabil, og han viste tegn på forbedring, men patientens tilstand blev forværret indenfor de sidste 24 timer, og det resulterede i hans død.

Mandens partner, en 38-årig kinesisk kvinde, var den første smittede person i Filippinerne.

Kommer fra Wuhan

Manden er dog ikke blevet smittet lokalt, oplyser WHO's repræsentant for Filippinerne, Rabindra Abeyasinghe, ifølge AFP.

Det kinesiske par kom fra Wuhan i Kina, som er epicenteret af udbruddet. Sammen ankom de til Filippinerne 21. januar og er de eneste to bekræftede tilfælde af smittede med coronavirus i landet.

Den nye coronavirus fra Wuhan kan smitte fra en person til en anden, selvom den første person endnu ikke har haft symptomerne.

I Kina er 14.380 personer smittet med den nye virus ifølge de seneste tal fra landets sundhedsministerium, og 304 personer har mistet livet.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har erklæret coronaudbruddet for en international sundhedskrise. Flere lande arbejder på at evakuere deres statsborgere fra epicenteret af udbruddet.

Fredag hentede Danmark fire danskere hjem fra Wuhan, og Udenrigsministeriet forventer at yderligere ti vil ankomme til Danmark søndag.