Coronavirus

Studie bekræfter: Ny coronavirus kan smitte uden symptomer

Studiet afgør spørgsmålet endeligt, siger amerikansk specialist.

Den nye coronavirus fra Wuhan i Kina kan smitte fra en person til en anden, selvom den første person endnu ikke har haft symptomerne.

Det viser et eksempel fra Tyskland ifølge et nyt studie, der er publiceret af The New England Journal of Medicine.

Smitten kom med en forretningskvinde fra Shanghai, som var i Tyskland fra 19. til 22. januar, hvor hun holdt møder med et firma i nærheden af München.

Hun var rask under hele opholdet og viste ingen tegn eller symptomer på smitte. Men på flyveturen tilbage til Kina blev hun dårlig og blev senere testet positiv for den nye coronavirus, der foreløbigt kaldes 2019-nCov.

Ingen tvivl

Umiddelbart derefter blev fire medarbejdere i det tyske firma testet positiv for virussen. Kun to af dem havde haft kontakt med kvinden fra Shanghai. De to andre havde ikke, men de havde haft kontakt med en af de to, der havde.

Anthony Fauci, der ifølge CNN er USA's førende læge i infektionssygdomme, har læst studiet og konkluderet, at der nu ikke er nogen tvivl om, at symptomfri overførsel af 2019-nCoV forekommer.

- Dette studie afgør spørgsmålet endeligt, siger Anthony Fauci, der er direktør ved USA’s nationale institut for allergi og infektionssygdomme, til CNN.

Det tyske studie er et af mange nye studier, der hele tiden kommer dryppende, nu hvor virusudbruddet har været kendt i godt en måned.

I Kina er 11.791 personer smittet med den nye virus ifølge de seneste tal fra landets sundhedsministerium, og 259 personer har mistet livet.

Hjem til Danmark

Imens smitten spreder sig i Kina, arbejder en lang række lande på at evakuere deres statsborgere fra det virusplagede land.

Danmark hentede fredag fire personer med tilknytning til Danmark hjem fra Wuhan, og udenrigsministeriet forventer, at ti andre danskere lander i Danmark søndag.

Selvom det er påvist i det tyske studie, at personer kan smitte i inkubationstiden, bliver danskerne ikke sat i karantæne, når de kommer hjem fra Wuhan.

I Tyskland, Frankrig og flere andre lande bliver evakuerede borgere sat i 14 dages karantæne, når de vender hjem.