Engang styrede Bernie Sanders en by med egen udenrigspolitik - nu vil han være præsident
Bernie Sanders forsøger at blive præsident i USA. Engang var han borgmester i USA's eneste provinsby med egen udenrigspolitik.
Han sad i bar overkrop og briller foran et bord fyldt med åbne vodkaflasker.
Flere af de andre amerikanere havde også smidt skjorter og jakker, mens deres sovjetiske værter sang for dem.
- Mine damer og herrer, vi har en tradition, udbrød en dame med tyk russisk accent, da sangen var forbi.
- Når folk sidder ved det samme bord, og den ene side begynder at synge, så skal den anden side synge deres sang bagefter, fortsatte kvinden.
- Uh åh, udbrød manden med brillerne.
Han var på bryllupsrejse.
Det var i 1988, og manden befandt sig på sovjetisk territorium, så det var nok klogest at følge traditionerne.
Derfor begyndte den amerikanske politiker Bernie Sanders at synge klassikeren 'This Land is Your Land' i en lille by 240 kilometer nordøst for Moskva midt under Den Kolde Krig.
Episoden blev optaget på video, og da den mange år senere blev lagt på nettet af tv-stationen Channel 17, var Sovjetunionen for længst gået i opløsning.
Det er Bernie Sanders ikke.
En provinsby med egen udenrigspolitik
I dag er han en af de mest venstreorienterede kandidater til præsidentposten i USA, og den 78-årige demokrat er blandt favoritterne til at skulle udfordre Donald Trump ved valget 3. november.
Allerede i 1988 fyldte venstreorienteret politik så meget i Bernie Sanders liv, at han fløj til Moskva dagen efter sit bryllup for at opleve kommunismen på egen krop.
Dengang var den 45-årige Bernie Sanders borgmester i Vermonts største by Burlington – en stad på størrelse med Fredericia.
Og det kan godt være, at Burlington ikke var ret stor, men dengang var den en af de få amerikanske byer med egen udenrigspolitik.
Bernie Sanders havde gjort den russiske by Jaroslavl ved Volga-floden til Burlingtons venskabsby, og han var ikke helt lige så kritisk over for det kommunistiske regime som sin egen præsident Ronald Reagan.
- Lad os tage styrken ved begge systemer. Lad os lære af hinanden, sagde Bernie Sanders ved en konference hen mod afslutningen på det 10 dage lange besøg i Sovjetunionen.
At ræverøde Bernie Sanders overhovedet var endt som Burlingtons udenrigsminister, var lidt af et tilfælde.
Succes var ikke et ord, der klæbede til hans navn, da han stillede op som borgmester i Burlington i 1981.
Slet ikke.
Nederlag på nederlag
På det tidspunkt havde Bernie Sanders allerede 10 års erfaring med politiske nederlag.
Han meldte sig i 1971 ind i det lille parti Liberty Union, der mest var for hippier og modstandere af Vietnamkrigen.
Bernie Sanders var hverken langhåret eller røg tjald, men alligevel overraskede han ved et vælgermøde i Vermont.
Partiet manglede en kandidat, der ville stille op til USA's senat, og der blev spurgt ud i forsamlingen:
- Er der nogen, som vil stille op til Senatet?
Efter en pause rakte Bernie Sanders hånden op, har hans ven Jim Rader fortalt radiokanalen NPR.
Der skulle gå 35 år, før han blev taget i ed som senator, som du kan se herunder.
Partiet Liberty Union havde ikke en chance ved valget i 1972.
Heller ikke i 1974, og da Bernie Sanders forsøgte at bliver guvernør i Vermont i 1976, fik han klø af vælgerne igen.
På det tidspunkt var Vietnamkrigen slut, og Liberty Union falmede. Så i 1977 meldte Bernie Sanders sig ud.
Han nærmede sig de 40 år og lignede en fiasko.
Den efterhånden halvgamle socialist levede af at sælge film til undervisningsbrug, som han turnerede rundt i sin folkevognsboble for at finde købere til.
Han flyttede fra lejlighed til lejlighed, fordi han ikke tjente penge nok til huslejen, men alligevel var han fast besluttet på at blive valgt til et eller andet vigtigt.
Noget, der var større end borgmesterposten i Burlington.
De politiske sneplove
Bernie Sanders kunne dengang ikke se sig selv som chef for byens sneplove, fortæller en af hans gamle venner, Richard Sugerman, til Washington Post.
Men vinteren var på vej, og allehelgensaften 1980 blev Bernie Sanders sat i stævne af nogle venner i et vaskerum i et lejlighedskompleks i byen.
Her forsøgte de at overbevise deres kandidat om, at sneplove også kan være et middel til at ændre verden.
For at forstå, hvordan det kan lade sig gøre, er det nødvendigt at se lidt nærmere på byen Burlington anno 1980.
Dengang var det en by med stor forskel mellem rig og fattig.
Byens velhavende borgere boede på toppen af en stor bakke, mens de mindre velhavende boede i træhuse nede ved bredden af søen Lake Champlain.
Og da den usædvanligt hårde vinter ramte i 1980, opstod der problemer med snerydningen i Burlington, fortæller Bernie Sanders gamle ven Richard Sugerman til radiostationen NPR.
- Dengang kørte sneplovene altid fra toppen af bakken og ned til bunden. Det så ærlig talt ud til at være baseret på folks indkomst, i hvert fald til en vis grad, siger han.
Marathonmødet i vaskerummet
Richard Sugerman var ansat som professor i religion på universitetet i Vermont, og i 1980 øjnede han en mulighed for, at Bernie Sanders måske kunne vinde et valg.
Professoren havde regnet på stemmetallene fra Bernie Sanders’ nederlag i 1972, 1974 og 1976, og han havde opdaget, at folk fra den nedre middelklasse i Burlington rent faktisk stemte på manden.
Sammen med sine venner lagde han pres på Bernie Sanders i vaskerummet.
Hvis Bernie Sanders blev borgmester, kunne han fokusere på de ting, han bekymrede sig om, nemlig de rige og magtfuldes undertrykkelse af de svage og fattige, fortalte de ham.
Han kunne kæmpe mod Burlingtons magtfulde elite af velhavende forretningsfolk.
Mødet fortsatte så længe, at arbejderne i boligblokken begyndte at dukke op for at få vasket tøj næste morgen. Og til sidst blev Bernie Sanders overtalt.
Han havde bare et enkelt spørgsmål til sine venner, har Richard Sugerman fortalt New York Times:
- Hvad helvede gør jeg, hvis der sker et mirakel, og jeg vinder?
Og et mirakel skulle der til.
Drengen fra storbyen
Bernie Sanders var ikke fra Vermont, så han var nødt til at overbevise de lokale om, at de skulle stemme på en tilflytter fra storbyen.
Han kom selv fra Brooklyn i storbyen New York, hvor han var opvokset i et aldrende lejlighedskompleks med falsk pejs i lobbyen.
Han måtte dele en seng i stuen med sin storebror.
Drengenes far var polsk jøde. Han var som 17-årig immigreret til USA og havde på den måde undgået nazisternes forbrydelser – men det havde mange af hans familiemedlemmer ikke.
Faderen solgte maling og brugte megen tid på landevejen, mens moderen, der også var jøde med østeuropæiske rødder, gik hjemme.
Penge var der ikke ret mange af, og Bernie Sanders har selv beskrevet, hvordan familiens dårlige økonomi ofte fik forældrene til at skændes.
- Der var flere og flere skænderier mellem vores forældre. Smertefulde skænderier, bitre skænderier. Skænderier, der brændte sig fast i en lille drengs hjerne, hvor de aldrig skulle blive glemt, skriver Bernie Sanders i sin bog 'Vores Revolution' i 2016.
Drengenes mor pressede de to sønner til at arbejde hårdt i såvel den almindelige skole om formiddagen som den hebræiske skole om eftermiddagen.
- Min mors drøm var, at vores familie en dag kunne flytte ud af den huslejekontrollerede lejlighed og over i vores eget hjem. Den drøm blev aldrig opfyldt, sagde Bernie Sanders, da han offentliggjorde sit kandidatur til præsidentvalget i 2020 i Brooklyn.
Tragedien rammer
Dorothy Sanders havde haft gigtfeber som barn.
Det svækkede hendes hjertefunktion, og mens Bernie Sanders gik i gymnasiet, blev hun mere og mere syg.
Han klarede sig ellers godt på Madison High School – et enormt sted med omkring 5.000 elever.
Bernie Sanders skrev for skolebladet, vandt medaljer i langdistanceløb og forsøgte at stille op som elevrådsformand.
Det sidste mislykkedes, men han endte som repræsentant for sin klasse.
Imens blev moderen indlagt på et hjertehospital i New Jersey.
- Sanders havde stræbt efter at komme på universitetet i Chicago efter sin studentereksamen, men han opgav det hele for at blive tæt på sin mor, når hun havde brug for ham, siger Lou Howort, der i sin tid var med på samme løbehold som Bernie Sanders, til nyhedsbureauet AP.
Derfor kom Bernie Sanders ind på Brooklyn College i stedet.
Og så ramte tragedien.
- At miste sin mor som 18-årig var meget, meget svært, har Bernie Sanders fortalt til AP.
- Jeg besluttede mig for at forlade Brooklyn, fordi jeg gerne ville væk fra det samfund, jeg voksede op i, fortæller han.
På kant med loven
Så i efteråret 1961 tog han et lån, fik et deltidsjob og flyttede til Chicago for at læse psykologi på universitetet der.
Men i Chicago var der ting, som optog ham mere end bøgerne.
Han oplevede blandt andet, hvordan sorte og hvide blev behandlet forskelligt, og derfor besluttede han sig for at gøre noget.
Så en dag befandt han sig på gaden nær universitetet med en bunke plakater i hånden.
Plakaterne viste et foto af en ung sort kvinde, der fik vredet armen om på ryggen af en betjent.
- Jeg vidste det ikke, men en politibil fulgte efter mig, og lige så hurtigt som jeg satte plakaterne op, tog de dem ned igen. Til sidst kørte politibilen op på siden af mig, og så kom de ud og antastede mig, fortæller Bernie Sanders til The Atlantic.
En af betjentene stak sin finger op foran den unge studerendes ansigt og anklagede ham for at "ødelægge byen".
Bernie Sanders var skrækslagen og kom for sent til undervisningen.
- Faget var statskundskab, og jeg husker, at læreren talte om lokale myndigheder. Da jeg kom ind og satte mig, kunne jeg med det samme se forskellen på det virkelige liv og den officielle version af samfundet. Jeg vidste, at jeg troede på den ene og ikke længere troede på den anden, siger Bernie Sanders til magasinet.
Anholdt blev han også.
Han demonstrerede mod, at sorte og hvide skulle bo adskilt på universitetets område, og da de studerende besluttede sig for at lave en blokade, blev Bernie Sanders taget med på stationen.
Det endte med en bøde på 25 dollars.
Drømmen om et liv på landet
Midt i demonstrationerne mod Vietnamkrigen og optog for sortes rettigheder fik Bernie Sanders ikke taget de nødvendige fag, så han kunne få en universitetsgrad i psykologi. I stedet endte han med at få en bachelorgrad i statskundskab - og en kæreste.
Kæresten hed Deborah Shiling, og da de to kort efter blev gift, tog Bernie Sanders hende med på bryllupsrejse.
Ikke til Sovjetunionen, men til Israel, hvor parret arbejdede i en kibbutz som gæster hos en gruppe zionistiske socialister. Her kunne parret plukke pærer, malke køer og deltage i det kollektive eksperiment, som Bernie Sanders jødiske baggrund havde åbnet døren for.
Da hvedebrødsdagene i Israel var forbi, flyttede parret til New York, hvor Bernie Sanders ville videreuddanne sig.
Men så ramte tragedien igen.
I 1967 mistede han sin far, og livet slog endnu en kolbøtte.
Faderen havde efterladt sig en smule penge, og pludselig besluttede Bernie og Deborah sig for at købe et hus langt ude på landet i staten Vermont.
- Vi havde aldrig været i Vermont før, vi kørte derop og købte 34 hektar land for 2.500 dollars, fortæller Bernie Sanders til NPR.
En uventet sejr
Han havde forskellige småjobs, blandt andet for skattevæsenet, som tømrer og som skribent for ugebladet The Vermont Freeman.
Drømmen om det lykkelige liv på landet holdt dog ikke, og i 1969 blev Deborah Shiling og Bernie Sanders skilt.
Han fik en søn med en anden kvinde og flyttede til et boligkompleks i Burlington.
Altså byen, som han skulle blive borgmester i mere end 10 år senere.
Da han stillede op ved valget i 1981, regnede byens borgmester Gordon Paquette ikke Bernie Sanders for noget.
- Åh, han er ingenting. Han snakker kun om Rockefellerne hele tiden, husker Scott Mckay, der var journalist ved den lokale avis, at borgmesteren sagde.
Det fortæller Scott Mckay til NPR.
Da stemmerne blev talt op, ventede der dog borgmesteren en enorm overraskelse.
Løbet mellem de to borgmesterkandidater var så tæt, at stemmerne skulle fintælles flere gange.
Til slut sikrede blot 10 stemmer Bernie Sanders posten som Burlingtons borgmester.
Og ikke nok med det.
Under sejrsfesten mødte Bernie Sanders også en kvinde, han flere gange havde haft øjenkontakt med på tilskuerrækkerne under vælgermøderne.
Hun udførte socialt arbejde i lokalsamfundet og hed Jane O’Meara.
- Han bød mig op til dans, og vi har været sammen lige siden, fortæller hun til Irish Times.
Der skulle dog gå syv år, inden de blev gift og rejste til Sovjetunionen.
Og først skulle Bernie Sanders prøve kræfter med sit nye job.
Den socialistiske borgmester
I byrådet var 11 ud af 13 medlemmer imod ham, så opgaven blev vanskelig.
Et af de modstræbende byrådsmedlemmer, Maurice Mahoney, siger til New York Times, at Bernie Sanders dengang overhovedet ikke fattede, hvad jobbet gik ud på.
- Vi fik en dagsorden om fredagen, men om mandagen kunne Bernie så have en pressekonference, hvor han pludselig tilføjede en eller anden enorm ting, som for eksempel at vi støttede Daniel Ortega, siger Maurice Mahoney med henvisning til juntalederen i Nicaragua.
Der var ingen ansatte til at hjælpe Bernie Sanders på rådhuset, og de første år blev byens budget lagt ved køkkenbordet i en lejet lejlighed, fortæller John Franco, der var et af de republikanske byrådsmedlemmer, som valgte at arbejde sammen med Bernie Sanders.
Det siger han til New York Times.
Med tiden fik den nyvalgte borgmester dog styr på økonomien, lappet hullerne i vejene og sørget for, at snerydningen blev mere retfærdig.
Våbenlobbyens nye ven
Ved det næste borgmestervalg sejrede han med et forspring på over 20 procent af stemmerne ned til nærmeste modkandidat.
Drømmen om at blive til mere end bare den øverste chef for snerydningen i Burlington forlod ham dog aldrig, og i 1990 stillede Bernie Sanders op som kandidat til Repræsentanternes Hus.
Det var sjette forsøg på at komme med i national politik.
Og denne gang blev han valgt ind med hjælp fra den mest usandsynlige allierede, man kan forestille sig.
Brevet fra USA’s våbenlobby, NRA, blev afleveret i postkasserne hos 12.000 medlemmer i Vermont få dage før valget, skriver Washington Post.
Beskeden fra Wayne LaPierre i toppen af NRA var enkel: Stem på socialisten, det er vigtigt.
Bernie Sanders havde godt nok aldrig ejet et skydevåben, men det bekymrede ikke våbenlobbyen.
Lobbyens kandidat havde egentlig været den republikanske politiker Peter Smith, men han havde pludselig ændret mening og var blevet tilhænger af et forbud mod fuldautomatiske våben.
Så han skulle straffes.
Bernie Sanders var også tilhænger af et forbud, men under valgkampen talte han ikke ret meget om det.
Peter Smiths kampagneleder, Judy Shailor, siger til Washington Post, at hun advarede NRA om beslutningen dengang i 1990.
- Våbengruppen sagde til mig: ‘Vi lader ham komme ind én gang for at give Peter Smith en lærestreg. Så får vi stemt Sanders ud.’ Jeg sagde: ’I får ham ikke ud, han er en af de største politiske mestre, jeg har mødt’, siger hun til avisen.
En socialistisk millionær
Da Bernie Sanders først var valgt ind, forlod han ikke Capitol Hill igen.
I dag er han valgt ind i Senatet og forsøger at blive USA’s næste præsident.
Første gang, han forsøgte, var i 2016, hvor Hillary Clinton blev valgt som Demokraternes kandidat.
Bernie Sanders blev nummer to efter en langstrakt valgkamp, hvor han nægtede at give op.
Fire år senere kan Hillary Clinton stadig ikke lide ham.
- Ingen kan lide ham, ingen vil arbejde sammen med ham, han har ikke udrettet noget. Han var en karrierepolitiker. Det er ren sludder det hele, og jeg har det skidt med, at folk er blevet revet med af det, siger Hillary Clinton i en ny tv-serie, 'Hillary'.
På trods af hendes modvilje gjorde kampen for at blive præsident Bernie Sanders rig.
I dag ejer han tre huse og er god for to millioner dollars, ifølge New York Times.
Pengene stammer primært fra den bog, han skrev ved præsidentvalget i 2016, og selvom han er venstreorienteret, er han stadig rundet af det kapitalistiske USA.
- Jeg skrev en bestseller. Hvis du skriver en bestseller, kan du også blive millionær, siger han til avisen.