Coronavirus

Antallet af smittede stiger med over 2000 på ét døgn

259 personer har mistet livet som følge af coronavirus, mens 11.791 personer er smittet i Kina. China Daily Cdic / Ritzau Scanpix

46 nye dødsfald har fundet sted som følge af coronavirusset, der begyndte i den kinesiske by Wuhan.

Antallet af smittede med coronavirus i Kina steg fredag med yderligere 2102, oplyser landets sundhedsministerium lørdag morgen.

Således har 259 personer mistet livet, mens 11.791 personer er smittet i landet.

Antallet af dødsfald som følge af det nye og dødelige coronavirus stiger med 46 i Kina, hvilket er det hidtil højeste antal dødsfald på et døgn.

Der er desuden blevet påvist nye tilfælde udenfor Kina, hvor flere end 20 lande er berørt af smitten.

Smittede i Spanien

Virusset, der har sit epicenter i den kinesiske millionby Wuhan i Hubei-provinsen, har spredt sig til otte europæiske lande. Herunder Tyskland, Frankrig, Sverige, Finland, England, Rusland, Italien - og senest er der konstateret et tilfælde i Spanien.

Her er mand fra den spanske ø La Gomera smittet. Han har været i kontakt med en tysk mand, som efterfølgende fik konstateret virusset.

Kina har lukket en lang række butikker og attraktioner som følge af virusset. Ligeledes er fly fra Wuhan blevet begrænset.

USA meddelte fredag, at det ikke vil lade udlændinge, som inden for de seneste to uger har været i Kina, rejse ind i landet.

Danskere hentet hjem

Fire danskere er desuden blevet evakueret fra Kina efter virusudbruddet. Fredag aften landede de - to dansk-kinesiske par - i Roskilde Lufthavn.

Sundhedsmyndighederne vil nu tjekke danskerne for virusset, men det forventes, at alle fire er raske.

Senere vil yderligere ti danskere blive fløjet hjem til Danmark. De vil ankomme til Europa tidligst søndag.

Et ekspertpanel i Verdenssundhedsorganisationen (WHO) erklærede torsdag, at det smitsomme coronavirus udgør en international sundhedskrise.

En international sundhedskrise defineres af WHO som "en ekstraordinær begivenhed, der vurderes at udgøre en offentlig sundhedsrisiko for andre nationer på grund af international sygdomsspredning, og som potentielt kræver et koordineret internationalt svar".