Barbie præsenterer dukker med hudsygdomme - men lektor køber ikke årsagen

De nye dukker skal være med til at skabe et mere mangfoldigt billede af skønhed, lyder det. Lektor tror snarere, det handler om at tjene penge.

Fejlfri hud, lange ben og en smal talje har i mange år kendetegnet den klassiske Barbie-dukke. Men sådan ser udvalget på hylderne ikke udelukkende ud længere.

For nylig har legetøjsgiganten bag Barbie-dukken, Mattel, tilføjet en dukke uden hår, en med benprotese og én med hudsygdommen vitiligo. Det skriver CNN.

Virksomheden ønsker at vise "et flerdimensionelt syn på skønhed og mode" med de nye tilføjelser til kollektionen Den moderigtige Barbie.

- Hvis en pige oplever at tabe håret af hvilken som helst årsag, kan hun spejle sig i linjen, siger Mattel ifølge CNN.

Stor opmærksomhed

Hudsygdommen vitiligo viser sig som afgrænsede, mælkehvide områder på huden og forekommer hos omkring en halv procent af befolkningen.

De seneste år er der flere med sygdommen, der er slået igennem i modeverdenen. Herunder den canadiske supermodel Winnie Harlow.

Ifølge producenten bag den populære plastikdukke, der sidste år kunne fejre 60-årsjubilæum, er den nye dukke også blevet taget godt imod.

Afstemning

Hvad synes du om, at Mattel videreudvikler på den klassiske Barbie?

Billedet af dukkens prototype, som blev vist frem på Barbies officielle Instagram sidste år, er et af profilens mest likede billeder nogensinde med over 152.000 'synes godt om'-tilkendegivelser og næsten 2000 kommentarer.

Stadig perfekt krop med et ben

På trods af de mange likes og kommentarer har der gennem tiden været meget kritik af den klassiske Barbie for at være med til at opretholde et slankt ideal verden over.

Det kommer den nye dukkekollektion ikke til at ændre meget på, mener lektor på RUC Bodil Maria Pedersen, der forsker i køn og hverdagsliv.

- Mattel fremstiller jo ikke dukken for at mindske diskrimination eller den usikkerhed, mange unge har i forhold til deres kroppe. De fremstiller den, fordi det kan sælges, siger hun.

Selvom det er vigtigt, at vi ser andet end de perfekte slanke Barbiekroppe, er der meget salgsværdi i de perfekte kroppe. Så derfor ændrer Mattel ikke for meget på deres berømte dukkedesign og "fantasiverden", mener Bodil Maria Pedersen.

- Det er jo stadigvæk den perfekte krop, selvom den har et ben, siger hun.

Ken med topmave

De to nye dukker er dog ikke første forsøg på at blive mere mangfoldig.

Sidste år kom der blandt andet en Barbie med en benprotese og en i kørestol, der endte som en bestseller i 2019.

Derudover er der også kommet dukker i flere størrelser, tykkelser og farver. Det betyder blandet andet mindre bryster og bredere talje.

Og den famøse Ken-dukke kan for eksempel også fås med topmave, der skjuler det ellers så karakteristiske vaskebræt.

I 2017 blev der lanceret en dukke med hijab inspireret af den kvindelige, amerikanske fægter Ibtihaj Muhammad, der året inden havde vundet en bronzemedalje ved OL i Rio.

Siden Den moderigtige Barbie-linje begyndte i 2015, er der kommet mere end 170 mangfoldige dukker på markedet.