Coronavirus

Kineserne hamstrer masker - myndigheder bekæmper sortbørs med ransagninger og millionbøder

Efterspørgslen kan nu også mærkes i Aabenraa og på Amager.

Mens frygten for coronavirus stiger i Kina, bliver efterspørgslen efter mundmasker i landet også større. Det har fået flere sælgere til at sætte priserne op på den eftertragtede beskyttelse.

I hovedstaden Beijing har et apotek fået en bøde på tre millioner yuan (cirka 2,9 millioner kroner red.) for at sælge masker for næsten seks gange den reelle pris, har myndighederne i Beijing onsdag oplyst til Reuters.

Med den høje bøde forsøger myndighederne at komme opskruede priser og maskehamstring til livs. I det konkrete tilfælde solgte Jimin Kangtai Pharmacy en pakke mundmasker af mærket 3M for 850 yuan, mens maskerne online kostede 143 yuan.

Siden torsdag i sidst uge har myndighederne undersøgt 31 sager om prissnyd, rapporterer kinesisk stats-tv.

Falske masker

Men ikke kun de opskruede problemer er et problem. I Shanghai har myndighederne måttet gribe ind, da et apotek solgte masker, som ikke levede op til standarden. Således fik apoteket besked på at give køberne pengene retur, samt skaffe sig af med udsolgte maskepartier.

I Hongkong har myndighederne kastet sig ud i en storstilet operation for at komme sortbørsmarkedet med falske ansigtsmasker til livs. Knap 200 butikker er indtil videre blevet ransaget, ifølge CNN.

I mellemtiden vokser køerne af Hongkong-borgere foran apoteker og butikker - alle ønsker de at sikre sig ansigtsmasker for at beskytte sig mod coronavirussen i det kinesiske territorium, hvor ti virustilfælde indtil videre er bekræftet.

Efterspørgsel i Aabenraa og på Amager

Herhjemme i Danmark kan man også mærke efterspørgslen på mundmasker. Blandt andet hos Abena i Aabenraa, der sælger maskerne, som butikken får produceret i netop Kina.

- Behovet er eksploderet over hele verden. Og det betyder, at vi har forespørgsler også fra Kina, som vil handle direkte og få varerne tilbage igen, fortæller divisionsdirektør i Abena, Jens Rønn Olesen til TV 2.

Det gælder også hos Airstore, der både har en webshop og en butik på Amager, som normalt sælger i alt 2000-3000 masker om ugen. Men den seneste uge er det tal røget i vejret.

- Vi har allerede solgt omkring 480.000 i alt. Næsten en halv million, siger administerende direktør i Airstore, Wen Jia.

Langt fra godt nok

Og det er ikke kun kineserne, som beskytter sig med mundmasker. På Hvidovre Hospital, som sammen med Aarhus Universitetshospital Skejby står klar til at modtage mulige viruspatienter i Danmark, vil personalet også tage mundmasker på, hvis de skal modtage smittede.

Virus smitter nemlig gennem luftvejene, via dråber, som vi inhalerer.

Men de simple mundmasker, som kineserne for tiden står i kø for at købe, skåner mest omgivelserne. I mindre grad personen, som har det på.

- Den er nok bedre end ingenting. Men den er langt fra god nok til at sige, at du med nogenlunde overbevisning ikke bliver smittet med en virus. Virusser er så bittesmå, at de nemt kan komme igennem de lidt grovere porrer, siger overlæge på Infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital, Gitte Kronborg.

En svær tid

Hos Airstore har man netop doneret gratis masker og sælger uden fortjeneste til Kina.

- Jeg er kineser, men vi er en dansk virksomhed. Vi ville gerne gøre noget i denne så svære tid for vores land. For Kina, fortæller Wen Jia.

Coronavirus-udbruddet tog sin begyndelse i den kinesiske millionby Wuhan i slutningen af 2019, hvorefter den i januar har spredt sig over flere lande og kontinenter. 169 er døde af virussen, mens knap 7000 er smittet i Kina.

21 danskere befinder sig lige nu i Hubei-provinsen, hvor Wuhan er hovedbyen. Torsdag ankommer et dansk udrykkerhold til Hubei-provinsen, som skal hjælpe danskerne med at komme hjem.

Hvor farligt er det egentlig?

TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt befinder sig i øjeblikket i Hongkong, hvor der også hamstres masker mod coronavirussen. Han sammenligner kinesernes brug af masker imod coronavirus med, at vi tager sikkerhedssele på, når vi kører i bil: Det betyder ikke, at vi ikke kan komme galt afsted, men det hjælper måske lidt.

Men i takt med at virussen spreder sig, tager det ligeledes om sig med beskyttende foranstaltninger.

- Mange kinesere bruger ikke kun mundmasker, men en P2-maske eller en P3-maske, som beskytter lidt mere i forhold til dråbespredning, når nogen nyser eller hoster, og partiklerne hænger i luften, siger Rasmus Tantholdt og fortsætter:

- Men hvis munden er beskyttet, kan partiklerne stadig komme ind gennem øjnene, så nogle går også med sikkerhedsbriller. I sidste ende kan man også tage en rumdragt på. Men så er det vigtigt at huske på, hvor farligt er det her egentlig.

Han minder om, at tre procent indtil videre ikke overlever coronavirussen, mens SARS-virussen i sammenligning har en dødelighedsprocent på ti procent, MERS ligger på 35 procent og ebola har en dødelighed på over 50 procent.

- Ganske almindelig influenza som vi kender i Danmark, det dør omkring én procent af. Omkring en halv million mennesker dør hvert år i verden af ganske almindelig influenza. Det får os jo ikke til at tage ansigtsmasker og rumdragter på herhjemme, siger Rasmus Tantholdt.