Udland

Fredsplan for Mellemøsten bliver forsigtigt modtaget af omverdenen

- Palæstinenserne har ikke ret mange venner i regionen, og der er andre problemer, der fylder mere, siger TV 2s mellemøstkorrespondent.

Donald Trumps store fredsplan, der ifølge den amerikanske præsident selv en gang for alle skal afslutte den israelsk-palæstinensiske konflikt, bliver forsigtigt og diplomatisk modtaget rundt omkring i verden, efter den tirsdag blev fremlagt i Det Hvide Hus.

I en typisk reaktion på Trumps bud på en tostatsløsning siger Frankrig i dag, at man byder planen velkommen og nu "vil studere planen grundigt", skriver nyhedsbureauet AP.

- Frankrig gentager, at en tostatsløsning er nødvendig, når det handler om Israel og Palæstina, hvis der skal opnås en retfærdig og varig fredsaftale i Mellemøsten, lyder det i en udtalelse fra det franske udenrigsministerium.

Storbritanniens modtagelse var lige så diplomatisk:

- Det er et seriøst forslag, som afspejler megen tid og en stor indsats, siger den britiske udenrigsminister, Dominic Raab.

EU siger ligesom Frankrig, at man vil "studere og gennemgå" den amerikanske fredsplan, men at en tostatsløsning, der har begge parters opbakning, er den eneste løsning på lang sigt.

- EU har stærkt og enigt forpligtet sig til at støtte en forhandlet og levedygtig tostatsløsning, siger EU's øverste udenrigspolitiske repræsentant, Josep Borrell.

Perspektiv

Hovedpunkterne i den amerikanske fredsplan:

Israel får suverænitet over store dele af den besatte Vestbred, herunder hele Jordandalen langs grænsen til Jordan. Israel får også suverænitet over de israelske bosættelser på Vestbredden. Forslaget vil stort set dele den palæstinensiske Vestbred over i to dele, nord og syd for Jerusalem.

Et samlet Jerusalem bliver Israels hovedstad. En fremtidig palæstinensisk stat kan dog også – på papiret – få hovedstad i Jerusalem. Men den vil blive placeret i forstaden Abu Dis, udenfor den beskyttelsesmur, der omkranser selve Jerusalem.

Palæstinenserne vil få deres egen stat bestående af dele af Vestbredden, Gaza og nogle nye landområder langs Israels sydgrænse mod den ægyptiske Sinai-halvø. Gazastriben og Vestbredden skal forbindes af en kombineret vej/tunnel. Det kræver dog, at Hamas bliver sat udenfor indflydelse i Gaza.

En ny palæstinensisk stat bliver stillet en massiv økonomisk indsprøjtning på 50 milliarder dollar i udsigt.

'På lossepladsen'

Der er dog også andre, langt mere negative, reaktioner på den fredsplan, som den amerikanske præsident tirsdag fremlagde sammen med den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu.

Først og fremmest fra palæstinensernes selv. Den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas, kalder planen for en amerikansk-israelsk ’sammensværgelse’:

- Den vil blive sendt i historiens skraldespand, siger Mahmoud Abbas.

Iran og Tyrkiet har også afvist planen fuldstændig:

- Den skamfulde fredsplan, som USA vil indføre mod palæstinenserne, er århundredes forræderi og dømt til at fejle, siger Irans udenrigsministerium, mens Tyrkiet kalder det en plan, der skal "dræbe tostatsløsningen og afpresse palæstinenserne deres territorium".

- Der er problemer, der fylder mere

Men bortset fra disse undtagelser har de typiske reaktioner fra de arabiske stater været lige så diplomatiske som reaktionerne fra EU.

- Palæstinenserne har ikke særligt mange venner rundt omkring i regionen, heller ikke blandt de arabiske lande. Der er andre ting, der fylder. Vi har en skarp konflikt mellem Iran og USA, Saudi-Arabien og Israel. Der har været et arabisk forår, der har rystet mange af staterne her. Og der er stater, der har store økonomiske problemer og interne oprør. Så der er ting, der fylder mere end palæstinensernes sag, vurderer TV 2s mellemøstkorrespondent Benjamin Kürstein.

Ægypten, der har indgået en fredsaftale med Israel, opfordrer parterne til at "studere planen omhyggeligt".

Saudi-Arabien siger, at man "påskønner Trump-regeringens indsats" og opfordrer parterne til at indgå i direkte amerikansk-ledede forhandlinger.

Annektering

Jordan, der også har indgået en fredsaftale med Israel, er mere kølig i sin modtagelse og advarer Israel mod at begynde at annektere dele af den besatte Vestbred, før der er nået en aftale med palæstinenserne.

Det er netop en del af det amerikanske forslag til en fredsplan, at dele af den besatte Vestbred, herunder hele Jorden-dalen, der udgør grænsen til Jordan, skal være israelsk territorium.

- Vi hører allerede, at israelerne vil bevæge sig hurtigt frem i forhold til annektering af dele af Vestbredden. Muligvis allerede inden der skal være valg i Israel om en måned. Amerikanerne og israelerne satser på, at der ikke vil være alvorlige reaktioner fra de omkringliggende lande, siger Benjamin Kürstein.