Coronavirus

Virus får danske virksomheder til at lukke ned: - Ildevarslende

Fabrikker er lukket ned, og medarbejdere er blevet bedt om at blive hjemme. Situationen har potentiale til at blive værre end under SARS-udbruddet.

I disse dage holder mange danske virksomheder nøje øje med, hvad der sker i Kina. Antallet af døde og smittede med coronavirussen stiger hver dag, og de kinesiske myndigheder har som konsekvens lukket byer ned og indført særlige karantæneregler.

Og det påvirker de danske virksomheder, som er til stede i Kina.

Ifølge Michael Bremerskov Jensen, fagchef for international handel i Dansk Erhverv, er der op imod 500 danske datterselskaber, som i alt har over 80.000 ansatte i Kina.

- Jeg har været i dialog med flere af virksomhederne. Ecco fraråder eksempelvis deres ansatte at tage til Kina i øjeblikket, medmindre det er ekstremt nødvendigt. Lige nu foregår der ikke særligt meget på deres fabrik i Xiamen. Der er helt stille. Og det samme gælder de op imod 1000 butikker, som Ecco har rundt omkring i Kina, siger Michael Bremerskov Jensen.

Møde aflyst

Atop Europe med hovedkontor i Nørresundby har 200 medarbejdere ansat i Kina, og direktør Carsten Tidselbak siger, at han lige nu afventer situationen.

Konsekvenserne af coronavirussen har umiddelbart haft den betydning for virksomheden, at et møde i storbyen Shenzhen er blevet aflyst, fordi man ikke vidste, om folk var i stand til at møde op.

- Men hvis smitten bliver ved med at udbrede sig, kan det få de konsekvenser, at vi ikke kan opretholde produktionen. Dels på grund af underleverandører, der ikke vil være i stand til at levere, fordi de kommer andre steder fra i Kina, og dels kan vores salgsfunktion i Shenzhen også blive ramt, siger Carsten Tidselbak.

Han har derfor talt med den kinesiske direktør, som sagde, at han forventer, at de, der har kontor i Shenzhen, arbejder hjemmefra efter det kinesiske nytår.

Fabrik lukket ned

Udbruddet af virussen har også fået slagterikoncernen Danish Crown til at lukke sin forædlingsfabrik tæt på Shanghai.

- På grund af sygdommen har de kinesiske myndigheder indført karantæneregler, som indebærer, at vores medarbejdere først må møde på arbejde 14 dage efter, at de er returneret til lokalområdet, siger Danish Crowns pressechef, Jens Hansen, til Finans.dk.

I mindre målestok har ventilvirksomheden Frese haft to medarbejdere fanget i Hubei-provinsen, hvor byen - og det formentlige udgangspunkt for udbruddet - Wuhan ligger.

De kinesiske myndigheder har lukket byer ned, og lande har evakueringsplaner for deres borgere. Direktør Claus Frese fortæller, at den ene af hans medarbejdere er sluppet ud af regionen i en privat bil, og han har bedt hende om at blive hjemme de næste 14 dage. Den anden ansat er stadig i Hubei-provinsen og kan ikke komme ud, fordi hun skal med offentlig transport.

Potentielt værre end SARS-udbrud

Den kinesiske regering har besluttet at forlænge nytårsferien med tre dage for at holde folk hjemme i længere tid. Michael Bremerskov Jensen fortæller, at situationen potentielt kan blive mere alvorlig, end den var i 2003, da virusinfektionen SARS var i udbrud.

Dengang var der langt fra ligeså mange danske virksomheder til stede i Kina i forhold til i dag. Ifølge Michael Bremerskov Jensen ligger den danske eksport til Kina på mere end 40 milliarder kroner, så coronavirussen har ”ildevarslende perspektiver”.

Underdirektøren i Dansk Industri, Peter Thagesen, fortæller, at situationen ”skaber noget bekymring” hos de virksomheder, han repræsenterer.

- I praksis kan vi se, at de virksomheder, som er i den pågældende provins, har bedt deres medarbejdere om at blive hjemme. Men vi kan også se, at hvis vi bevæger os hele 700 kilometer væk til Shanghai, er der mange ting, der er gået i stå, siger Peter Thagesen.