Udland

Trump præsenterer fredsplan: Ønsker palæstinensisk stat

Den amerikanske præsident vil lade israelske bosættelser være en del af Israel i fremtidig tostatsløsning.

Tirsdag aften fremlagde USA's præsident Donald Trump en plan, der skal skabe fred mellem Israel og Palæstina.

Trump sagde på et pressemøde i Det Hvide Hus, at USA vil anerkende de israelske bosættelser.

Præsidenten sagde desuden, at der skal oprettes en palæstinensisk stat med dele af Østjerusalem som hovedstad.

Med Trumps forslag vil det palæstinensiske område blive mere end fordoblet, skriver nyhedsbureauet AP.

Ved tirsdagens pressemøde i Det Hvide Hus stod Donald Trump side om side med den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu.

En historisk dag

Netanhayu kaldte det for en "historisk dag" og takkede Trump.

- Du er den første verdensleder, der anerkender Israels suverænitet over Judæa og Samaria, der er altafgørende for vores sikkerhed og for vores arv, sagde Netanyahu, der brugte de bibelske navne for Vestbredden.

Trump kaldte gentagne gange USA's fredsplan for en "fantastisk" plan, men de palæstinensiske ledere deler ikke umiddelbart Trumps vurdering.

De palæstinensiske ledere har på forhånd afvist fredsplanen fra den amerikanske præsident. De mener, at USA har mistet sin rolle som mægler i konflikten, fordi Trump tilgodeser Israel

Mahmoud Abbas, der er leder af det palæstinensiske selvstyre, advarer Israel og USA om, at de ikke skal overskride "røde linjer".

- Den palæstinensisk holdning er, at Israel skal afslutte besættelsen af de palæstinensiske territorier, der har Østjerusalem som hovedstad, sagde Abbas i sidste uge.

En talsmand for Abbas siger, at en fredsaftale ikke kan indføres uden palæstinensisk godkendelse.

Abbas ikke inviteret med

Mahmoud Abbas har ikke været inviteret med til at drøfte fredsplanen i Det Hvide Hus.

Palæstinenserne har ikke villet tale med Trump-administrationen siden 2017, da USA anerkendte Jerusalem som Israels hovedstad.

Den palæstinensiske Hamas-bevægelse, der kontrollerer Gazastriben, afviser også Trumps bud på en fredsplan. Det siger en højtstående embedsmand fra bevægelsen ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vi afviser den her aftale. Vi vil ikke acceptere nogen erstatning for Jerusalem som hovedstad for den palæstinensiske stat, lyder det.

Tilbage i december 2016 vedtog FN's Sikkerhedsråd resolution 2334 om israelske bosættelser.

Den siger, at Israels bosættelser i besatte områder ikke har nogen juridisk validitet og er et åbenlyst brud på folkeretten.

Den 18. november meddelte den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, dog, at det ikke var USA's holdning.

- Etablering af civile israelske bosættelser er ikke i sig selv uforeneligt med folkeretten, lød det dengang fra Mike Pompeo.