Udland

Udenrigsministeriet opdaterer rejsevejledning til Kina - Pas på i hele landet

Udenrigsministeriet opfordrer nu rejsende til at være ekstra forsigtige i hele Kina.

Udenrigsministeriet har opdateret rejsevejledningen til Kina, og opfordrer nu folk til at være ekstra forsigtige i hele landet.

- Ændringen er sket som følge af de kinesiske myndigheders omfattende tiltag, heriblandt rejserestriktioner, i flere provinser for at begrænse udbruddet af lungebetændelse med den nye coronavirus, skriver Udenrigsministeriet i deres rejsevejledning.

Tidligere advarede Udenrigsministeriet kun om forsigtighed i Hubei-provinsen, hvor byen Wuhan ligger. Wuhan er epicenteret for den nye sygdom.

Nu advarer de danske myndigheder rejsende om at undgå Wuhan, mens de bør være ekstra forsigtige i hele Kina.

Tusinder smittet i hele verden

Sygdommen fra Wuhan har nu spredt sig til intet mindre end 13 lande. Over de 13 lande er knap 3000 blevet smittet, hvoraf størstedelen er i Kina.

Ifølge officielle meldinger var der natten til mandag dansk tid konstateret 24 nye dødsfald som følge af virussen, og dermed er det officielle tal nu mindst 80 døde.

Flere danskere er i de udsatte områder i Kina, og Udenrigsministeriet er løbende i kontakt med dem, har de fortalt til TV 2. Der er dog nogle udfordringer i at hjælpe folk ud af landet, da flere områder er under karantæne, inklusiv hele Hubei-provinsen, hvor der bor 58,5 millioner mennesker.

Kina lukker millionbyer

I kampen mod den nye type coronavirus har de kinesiske myndigheder lukket ned for ind- og udrejse i en række byer, hvor der bor millioner af mennesker.

Myndighederne startede med at blokere Wuhan, hvor der bor 11 millioner mennesker. Øjenvidner beskrev til TV 2, at Wuhan blev forvandlet til en spøgelsesby, ligesom der var panik i byen, hvorfor supermarkederne blev tømt for mad.

Borgmesteren i Wuhan har sagt, at mere end fem millioner indbyggere - lige knap det samme antal personer, der bor i Danmark - har forladt byen.

Virus startede på stort marked

Første meldinger om smitte af den nye type coronavirus kom fra et større antal personer, der havde besøgt Huanan Seafood Market i Wuhan. Nu mistænker man, at nogle af de eksotiske dyr, der bliver solgt på markedet, står bag smitten af sygdommen.

Huanan Seafood Market blev lukket af de kinesiske myndigheder, men inden da kunne kunder købe en lang række eksotiske dyr og kødudskæringer, som krokodilleanus, kamelpukkel og flere levende dyr - herunder koala.

Det viser en prisoversigt fra markedet. Af oversigten fremgår det også, at man kan betale med sin smartphone.

Disse dyr blev solgt på Huanan Seafood Market: