Udland

Belgiens eks-konge erkender at have datter fra affære

Datteren ønsker anerkendelse af faderskabet fremfor penge, har hun tidligere fortalt.

Belgiens tidligere konge Albert ll har erkendt, at han er far til en 51-årig kvinde, der er resultatet af en affære.

Det skriver flere internationale medier mandag aften, blandt andre BBC.

Delphine har siden 2005 hævdet, at hun var datter af Albert II, der i dag er 85 år.

Den belgiske kunstner Delphine Boël forlader retten i Bruxelles efter en høring i det juridiske slagsmål om faderskab, hun har ført med den tidligere kong Albert II af Belgien.

Albert II har konsekvent nægtet at være far til Delphine Boël, men i maj sidste år gik han med til at afgive en dna-prøve.

Det var dog, først efter at en domstol havde beordret ham til at betale dagbøder på 5000 euro, hvilket svarer til 37.000 kroner, hvis ikke han indvilligede i testen.

Kong Albert II siger i en pressemeddelelse fra hans advokater, at han nu har besluttet at stoppe det "smertefulde" juridiske slagsmål om faderskabet.

Baron adopterede lille Delphine

Sagen har varet siden 2013, hvor kongen abdicerede på grund af dårligt helbred. Dermed var han ikke længere hævet over loven.

Det fik Delphine Boëls mor, baronesse Sybille de Selys Longchamps, til at fortælle åbent om sin affære med ham i et interview. Ifølge hende stod affæren på i årene 1966 til 1984.

- Jeg troede ikke, jeg kunne få børn, fordi jeg havde haft en infektion. Vi tog ikke nogen forholdsregler, sagde hun ifølge The Guardian.

Men baronessen tog fejl, og 22. februar 1968 kom Delphine til verden.

Baronesse Sybille de Selys Longchamps var ved datterens fødsel gift med Jacques Boël. Han adopterede hende og gav hende sit navn.

Ønsker ikke penge - blot anerkendelse

Delphine Böel er i dag kunstner og bosat i London.

Hun har tidligere sagt, at retssagen for hende i højere grad handler om, at den tidligere konge anerkender faderskabet end om penge.

Delphine Böel er yngre en Alberts tre andre børn, som han har med sin italienske kone, Paola.

Selv har Delphine Böel to børn.