Covid-19

Antallet af døde og smittede af coronavirus stiger

For første gang er dødsfald uden for Hubei-provinsen blevet registeret.

56 mennesker er nu bekræftet døde af coronavirussen, mens der er konstateret 600 nye tilfælde af smittede i Kina.

Det skriver det kinesiske statsmedie CCTV ifølge Ritzau.

Med de hundredvis af nye inficerede personer er antallet af smittede oppe på 1975.

Som noget nyt er personer uden for Hubei-provinsen omkommet. Natten til søndag har myndighederne i Kinas største by, Shanghai, for første gang registreret et dødsfald i forbindelse med virussen, mens en anden er død i Henan-provinsen, som grænser op til Hubei-provinsen.

Kinas præsident, Xi Jinping, advarede lørdag om, at coronavirussen udgør en "alvorlig situation" for Kina, mens myndighederne arbejder på højtryk for at hindre smitten i at brede sig.

Klokken otte søndag morgen dansk tid holder de kinesiske myndigheder en pressekonference om udbruddet.

Smitten spreder sig

Natten til søndag har Canadas regering i en pressemeddelelse bekræftet, at man har registreret en smittet person, som er vendt hjem efter et besøg i Wuhan.

- Individet er i stabil tilstand og er indlagt på hospitalet, oplyser den canadiske regering i en pressemeddelelse.

Lørdag blev de første fire tilfælde af smitten bekræftet i Australien, som er en populær destination for kinesiske turister.

De fire personer, der er ramt af virussen i Australien, har alle været i Wuhan for nylig.

Fredag aften blev Frankrig det første europæiske land, der kunne bekræfte tilfælde af coronavirussen.

Foruden Kina, Canada, Australien og Frankrig er der konstateret smittede personer i USA, Japan, Malaysia, Nepal, Singapore, Sydkorea, Taiwan, Thailand og Vietnam.

USA vil evakuere borgere

USA har oplyst, at man vil arrangere en flytransport til at evakuere amerikanske udstationerede i Wuhan.

Der vil også blive plads til et begrænset antal private amerikanske statsborgere i flyet, som på tirsdag skal flyve fra Wuhan til San Francisco.

Her vil personer med størst risiko for at blive smittet med coronavirussen få førsteprioritet.

- Kapaciteten vil være ekstremt begrænset, og hvis der ikke er plads til at transportere alle dem, der er interesserede, vil personer i høj risiko blive prioriteret først, skriver det amerikanske udenrigsministerie ifølge Ritzau.