Udland

Nyhedsbureau skar afrikansk kvinde ud af foto - tilbage var fire hvide kvinder

Ifølge nyhedsbureauet var det udelukkende af kompositoriske årsager.

Den 23-årige Vanessa Nakate fra Uganda blev fjernet fra et foto, hvor hun stod sammen med svenske Greta Thunberg og tre andre – hvide – kvinder.

De unge aktivister var fredag samlet til topmødet World Economic Forum i Davos i Schweiz, og på et tidspunkt skulle der tages et gruppebillede af dem. Fotografen fra det amerikanske nyhedsbureau AP linede dem op og trykkede på knappen.

På det originale foto ser man fem kvinder, og en af dem er den kendte svenske klimaaktivist Greta Thunberg.

Men da fotoet dukkede op rundt omkring, var kvinden yderst til venstre væk. Vanessa Nakate var skåret ud. Hun var blevet usynlig.

Det blev hun ked af. Hun blev faktisk helt knust, da hun så, at hun var redigeret ud, siger hun.

- Nu ved jeg, hvad racisme betyder.

Hun har også udsendt en følelsesladet video, som er gået viralt. I den fortæller hun, at hun nu for første gang forstår definitionen af ordet racisme.

- Jeg græd, fordi det var så trist, ikke kun fordi det var racistisk, det var trist for folk fra Afrika. Det viser, hvordan man ser på os. Det er det værste, jeg har været ude for i mit liv, siger Vanessa Nakate til BuzzFeed.

Der var straks støtte fra Greta Thunberg. På Twitter skrev hun:

- Jeg er ked af, at de gjorde det her mod dig. Du er den sidste, der fortjener det. Punktum, slut, lød det blandt andet fra den unge svensker.

APs håndtering af billedet har skabt et ramaskrig på de sociale medier. Mange opfatter redigeringen af fotoet som vaskeægte racisme.

Hvorfor redigerede AP Vanessa Nakate ud af fotoet?

Det helt store spørgsmål er naturligvis: Hvorfor skete det?

En talsmand for AP siger til BuzzFeed, at der ikke var onde hensigter bag.

- AP har offentliggjort fotos af Vanessa Nakate før. Fotografen arbejdede med en stram deadline. Det skete af kompositoriske årsager. Fotografen gjorde det, fordi han fandt bygningen i baggrunden distraherende, lyder forklaringen fra nyhedsbureauet.

Vanessa Nakate er 23 år og en af de mange, der er blevet inspireret til at føre klimakamp af Greta Thunberg. Hun indledte sin egen kamp i Uganda for et par år siden. Et af hendes 'våben' er strejker som dem, Thunberg har gennemført i Sverige.

Nakate siger, at Afrika er det kontinent, der slipper mindst CO2 ud, men samtidig det kontinent, der er værst ramt af klimaforandringerne.

- At redigere vores stemmer og historier ud hjælper ingenting, har hun tidligere udtalt.