Udland

Vidne i retten mod Harvey Weinstein: Han voldtog mig i mit soveværelse

Dømmes Harvey Weinstein skyldig i anklagerne om seksuelle overgreb, risikerer han livsvarigt fængsel.

I New York fortsatte retssagen mod filmproducer Harvey Weinstein torsdag.

På sagens anden dag fortalte den amerikanske skuespillerinde Annabella Sciorra, at Harvey Weinstein for 25 år siden tiltvang sig adgang til hendes lejlighed, hvor han voldtog hende.

- Jeg prøvede at få ham af mig. Jeg slog og sparkede ham, fortalte Annabella Sciorra, som blandt andet er kendt for sin rolle som Gloria Trillo i serien The Sopranos.

Et "seksuelt rovdyr"

Anklageren i sagen mener, at den berømte Hollywood-producent brugte sin magt inden for filmindustrien til seksuelt at forulempe, og i nogle tilfælde voldtage, en række sårbare kvinder.

Det var så ulækkert, at min krop begyndte at ryste på en helt unaturlig måde

Annabella Sciorra

67-årige Harvey Weinstein nægter sig skyldig i alle sigtelser mod ham, herunder voldtægt og seksuelle overgreb.

Episoden med Annabella Sciorra er faldet for forældelsesfristen i New Yorks retssystem. Men anklagerne i sagen ønsker at bruge hendes vidneudsagn til at bevise, at Harvey Weinstein er et ”seksuelt rovdyr”.

I retten i New York er Weinstein tiltalt for seksuelle overgreb på to kvinder. ifølge anklagerne skal Weinstein have voldtaget skuespilleren Jessica Mann på et hotelværelse i 2013, mens produktionsassistenten Mimi Haleyi ifølge anklagerne blev tvunget til oralsex i 2006.

Weinsteins forsvarsadvokater hævder, at filmproducentens handlinger foregik i overensstemmelse med kvinderne, og at der var et "kærligt" forhold mellem Weinstein og den ene af de to kvinder.

Voldtaget i soveværelset

Annabella Sciorra kæmpede med at holde tårerne tilbage, da hun gav sit følelsesladede vidneudsagn torsdag i retten.

Her fortalte hun, at hun i vinteren 1993-94 spiste middag med filmmogulen Weinstein i New York.

Weinstein tilbød at køre Sciorra hjem til hendes lejlighed på Manhattan. Kort efter hun havde låst sig ind i lejligheden, bankede det på døren.

Ifølge Sciorra tiltvang Weinstein sig adgang til lejligheden og tvang Sciorra ind i soveværelset, hvor han voldtog hende.

- Han havde samleje med mig. Jeg prøvede at modsætte mig, men jeg kunne ikke kæmpe imod, da han holdt mine hænder over mit hoved. Det var så ulækkert, at min krop begyndte at ryste på en helt unaturlig måde. Det føltes næsten som en slags anfald, fortalte Annabella Sciorra.

Risikerer livsvarigt fængsel

Anklager Joan Illuzi spurgte Sciorra, hvorfor hun ikke meldte det til politiet.

- Jeg var forvirret. Han var en, jeg kendte. På det tidspunkt følte jeg, at voldtægt var noget, der kun foregik i en mørk gyde, forklarede Sciorra.

Hun tilføjede, at hun var blevet traumatiseret af voldtægten og var begyndt at drikke og skære i sig selv.

Dømmes Weinstein skyldig i anklagerne om overgreb mod sagens to kvinder, Mimi Haleyi og Jessica Mann, risikerer han livsvarigt fængsel.