Rufus Gifford melder ud, hvilken præsidentkandidat han støtter
Den tidligere ambassadør vil blandt andet være vært for flere økonomiske indsamlinger til fordel for Joe Biden.
Det bliver demokraten og den tidligere vicepræsident Joe Biden, som får Rufus Giffords støtte under Demokraternes primærvalg.
Det skriver det politiske medie POLITICO.
Den tidligere amerikanske ambassadør i Danmark linker selv til artiklen på Facebook og skriver, at det "er på tide at komme ud af busken" og melde klart ud, hvem han støtter.
- Joe er min mand, skriver Gifford.
- Vi har som land haft denne samtale i mere end et år, og vi er tilbage det samme sted, som vi stod for et år siden, hvilket er, at Joe Biden var en fantastisk vicepræsident, og han vil være en fremragende præsident, uddyber Rufus Gifford til POLITICO.
Logisk beslutning
At Rufus Gifford vælger at støtte Joe Biden kommer ikke som en overraskelse for USA-analytiker Mirco Reimer-Elster. Før Gifford fungerede som ambassadør, arbejdede han som økonomiansvarlig ved daværende præsident Barack Obamas valgkampagne i 2012, hvor han samlede flere millioner kroner ind i donationer.
- Det er den logiske beslutning for Gifford. Det havde været sværere, hvis der var en reel kamp om, hvem der er den moderate bannerfører i feltet af Demokrater, siger han og uddyber, at beslutningen falder rigtig godt ind i en tendens, hvor "etablissementet er begyndt at falde ind bag Biden".
Fredag aften vil Rufus Gifford være vært for en pengeindsamling i Boston, ligesom han også vil være at finde i New Hampshire for at samle penge ind til Joe Bidens kampagne.
Om Joe Biden vinder nomineringen eller ej, så har Rufus Gifford tænkt sig at hjælpe Demokraternes kommende præsidentkandidat med at vinde over den siddende præsident, Donald Trump.
- Hvis min mand ikke ender øverst på stemmesedlen i juli, vil jeg gøre alt, hvad jeg kan for at sikre, at den, som vinder primærvalget, vinder i november, siger han.