Udland

Nyt sygehus til virussmittede skal stå færdigt om ti dage

Mindst 26 er døde af coronavirus i Kina, mens antallet af smittede personer er steget til mindst 830. Nu bygger Wuhan et hospital til de smittede.

Myndighederne i millionbyen Wuhan i Kina har begyndt opførelsen af et nyt sygehus til patienter, der er smittet med den nye coronavirus.

Hospitalet med 1000 sengepladser skal efter planen stå klar allerede om ti dage. Det rapporterer statslige medier.

Kina gjorde noget lignende, da lungesygdommen SARS spredte sig i 2003. Dengang blev et midlertidigt hospital opført på syv dage.

På videoen i toppen af artiklen kan man se mellem 20 og 30 gravemaskiner, der er i gang med at klargøre et større areal til sygehuset i Wuhan.

Gravemaskinerne er på overarbejde i Wuhan. Sygehuset skal stå færdigt 3. februar.

26 er døde - og smitten spreder sig

Mindst 26 mennesker er døde i Kina, mens antallet af smittede personer er steget til mindst 830. Derudover undersøges yderligere 1072 personer, som mistænkes at være smittet med virussen. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Myndighederne i Wuhan har bedt borgerne om ikke at forlade byen, medmindre særlige omstændigheder gør sig gældende.

Udbruddet af den nye virus begyndte i slutningen af december i Wuhan, hvor man siden har forsøgt at inddæmme smitten ved at lukke for store dele af transporten ind og ud af byen.

Virussen, der har navnet 2019-nCoV, har alligevel spredt sig til en række andre lande i Asien, mens også USA har registreret et tilfælde af smitte.

Flyrejsende screenes

I Singapore har myndighederne bekræftet tre tilfælde af sygdommen. Alle tre kommer fra Wuhan, og to af dem er i familie. De er alle indlagt og isolerede på et hospital i byen.

I Vietnam har myndighederne også isoleret en far og hans søn, der kommer fra Wuhan. De ligger nu på et hospital i Ho Chi Minh City, men meldes uden for livsfare.

Sydkoranske myndigheder har ligeledes bekræftet to tilfælde af den nye virus fundet hos kinesere fra Wuhan.