Udland

30 år gammelt havecitat forklarer alvoren af Trumps forbrydelse, siger anklager

Adam Schiff argumenterede for tredje dag i træk for anklagerne i rigsretssagen mod Donald Trump. Handout / Ritzau Scanpix

Rigsretssagen mod Donald Trump handler om magtmisbrug, men forbrydelsen har langt større perspektiver, siger demokraterne.

USA's militærhjælp til Ukraine og samarbejdet mellem de to lande er helt afgørende for at holde Rusland stangen og forhindre nye russiske aggressioner.

Det sagde demokraten Adam Schiff, formand for Repræsentanternes Hus' efterretningsudvalg, da Senatet fredag tog hul på den fjerde dag i rigsretssagen mod præsident Donald Trump.

Præsidenten står anklaget for magtmisbrug ved at have tilbageholdt amerikansk militærhjælp til Ukraine for at lægge pres på landet for egen vinding.

Og vigtigheden af forholdet til ukrainerne understreger derfor alvoren af Trumps forbrydelse, mener Schiff.

- Hvis vi skal afskrække Rusland, kræver det vedholdenhed. Ikke bare én militær hjælpepakke eller ét møde i Det Ovale Kontor, men en vedvarende støttepolitik til vores partnere. Vi afskrækker kun Rusland ved konsekvent at demonstrere støtte til vores venner som Ukraine, sagde han ifølge CNN.

Citerede republikanske ikoner

For at understrege betydningen af den amerikansk-ukrainske alliance citerede Adam Schiff den nu afdøde republikanske senator John McCain, der i forbindelse med den russiske annektering af Krim i 2014 udtalte, at "vi er alle ukrainere".

Han afspillede også et gammelt videoklip, hvor McCain fortæller om vigtigheden af forholdet til Ukraine:

Nu afdøde John McCain fortalte i 2014 om vigtigheden af et godt forhold til Ukraine for at kunne stå imod russiske aggressioner.

Ifølge Schiff var Ruslands invasion i Ukraine "en trussel mod freden og sikkerheden i Europa", og det ville have åbnet for "yderligere uansvarlig politik" fra russerne, hvis ikke Kongressen i USA samlet havde stemt for militærstøtte til Ukraine.

I sin argumentation citerede Schiff også republikaneren George Shultz, der var udenrigsminister under Ronald Reagan i 1980'erne.

Daværende udenrigsminister George Shultz sagde i 1987 til en reporter fra New York Times, at 'hvis du har en have og vil se den blomstre, er du nødt til at pleje den.'

Shultz sammenlignede dengang diplomati og alliancepleje med det at passe en have. Underforstået, at hvis ikke du plejer den, vil den forgå.

- Men med sin beslutning om at forvandle militærstøtten til et forhandlingsmiddel traskede Trump godt og grundigt rundt i Schultzs have, fortalte Adam Schiff.

Snart er det forsvarets tur

Udtalelserne fra Schiff faldt i forbindelse med, at de demokratiske anklagere fremlægger anklagerne mod Donald Trump.

Ifølge Demokraterne tilbageholdt præsidenten militærhjælp til Ukraine for at presse ukrainske myndigheder til at efterforske topdemokraten Joe Bidens søn.

Fredag er tredje og sidste dag med denne del af rigsretssagen, inden Trumps forsvarsadvokater tilsvarende får 24 timer fordelt over tre dage til at redegøre for præsidentens forsvar. Lørdag forventes afsat omkring tre timer.

Under en pause i fredagens fremlæggelse fortalte en af forsvarsadvokaterne, Jay Sekulow, at lørdagens argumentation fra forsvarets side bedst kan beskrives som "en trailer" for, hvad vi har i vente i næste uge.

Vil du følge rigsretssagen live? TV 2 PLAY sender hver dag fra klokken 19 og hele aftenen og natten rigsretssagen i sin fulde længde.