Tre amerikanske brandfolk dræbt, da brandslukningsfly styrtede ned
Et australsk brandslukningsfly med tre ombord styrtede torsdag eftermiddag ned i det sydøstlige Australien, mens det bekæmpede skovbrande.
Et australsk brandslukningsfly er styrtet ned, og alle tre besætningsmedlemmer er omkommet, oplyser brandmyndighederne.
Ifølge New York Times var flyets besætning tre amerikanske brandmænd, der var med til at bekæmpe de voldsomme skovbrande, som i flere måneder har hærget det sydøstlige Australien.
Flere personer, der bekæmper skovbrande på jorden, så flyet styrte i Snowy Monaro-området. Nu har brandvæsenet i New South Wales ved hjælp af helikoptere fundet det forsvundne fly.
- Det ser desværre ud til, at ingen ombord flyet overlevede. Flyet ser ud til at være eksploderet, da det ramte jorden, siger New South Wales brandkommissær, Shane Fitzsimmons til australske ABC.
Et område to gange større end Danmark nedbrændt
Rekordhøje temperaturer på den anden side af 40 grader og flere måneders ekstrem tørke blandet med kraftig vind har skabt det perfekte fundament for, at de voldsomme skovbrande kan sprede sig.
I alt er et område på ti millioner hektarer - eller 100.000 kvadratkilometer - brændt ned. Til sammenligning er Danmarks areal lige knap 43.000 kvadratkilometer.
Tusindvis af huse er brændt ned og op mod 30 mennesker har mistet livet, skriver BBC.
Minimum 2700 frivillige brandmænd har deltaget i brandslukningen, ligesom frivillige fra flere lande - herunder Danmark - er rejst til Australien for at hjælpe det australske brandkorps.
Der er stadig mere end 60 aktive skovbrande i New South Wales og nabostaten Victoria.
Populær turistø evakueret af militæret
Brandene har også haft store konsekvenser for dyrelivet.
For første gang nogensinde bad australsk brandvæsen 9. januar politiet om hjælp til at få evakueret beboerne i kystbyen Vivonne Bay, der ligger på den sydlige del af øen Kangaroo Island, som er et yndet turistmål.
Kangaroo Island bliver anset som et koalareservat, da bestanden har kunnet leve frit på øen og undgik en sygdomsepidemi, der har hærget koalaerne på det australske fastland.
Før skovbrandene boede der omkring 50.000 koalaer på Kangaroo Island. Brandene har ifølge BBC kostet 25.000 koalaer livet.
NASA frigav i forbindelse med brandene satellitbilleder af flammernes udvikling på Kangaroo Island, der viste, hvor hurtigt brandene spredte sig: