Harvey Weinstein rystede på hovedet over anklager i retten
Den 67-årige filmproducent nægter sig skyldig i alle fem sigtelser - blandt andet voldtægt og seksuelle overgreb på kvinder.
Et "garvet" seksuelt rovdyr.
Sådan lød beskrivelsen af Harvey Weinstein fra anklagemyndigheden, da sagen onsdag begyndte ved retten i New York.
Anklageren i sagen mener, at den berømte Hollywood-producent brugte sin magt inden for filmindustrien til seksuelt at forulempe, og i nogle tilfælde voldtage, en række sårbare kvinder.
Det skriver flere internationale medier - heriblandt The Guardian og BBC.
Ødelæggende anklager
Ifølge førstnævnte var det "ødelæggende" og "chokerende" anklager mod Harvey Weinstein, som blev fremført i retsssagen, hvor filmproduceren står anklaget for overgreb på to kvinder.
Den ene kvinde skal Weinstein ifølge anklagerne have voldtaget på et hotelværelse i 2003, mens den anden kvinde blev tvunget til oralsex i 2006.
- Den mand var et seksuelt rovdyr og en voldtægtsmand, lød det fra advokat og anklager Meghan Hast, som fortsatte:
- Forskellige kvinder fra forskellige steder har med årtiers mellemrum oplevet de samme forbrydelser. Efter denne retssag vil beviserne være tydelige på, at denne mand ikke var en de største i Hollywood - han var en voldtægtsmand.
Anklageren mener, at Weinstein overlagt misbrugte kvinderne og lovede dem en vej ind i Hollywoods filmindustri.
- De vidste ikke, at de blev lokket ind under falske forudsætninger. De troede, at de havde fået deres store gennembrud, sagde Meghan Hast.
Noget, som Harvey Weinstein tydeligt var uenig i, for han sad til tider og rystede på hovedet under anklagerens gennemgang af sagen, skriver The Guardian.
Nægter sig skyldig
Weinsteins forsvarsadvokater hævder på den anden side, at filmproducentens handlinger foregik i overensstemmelse med kvinderne, og at der var et "kærligt" forhold mellem Weinstein og den ene af de to kvinder.
Forsvarer Damon Cheronis sagde i retten, at der findes en lang række e-mails sendt fra kvinderne til Weinstein, som modbeviser, at han tvang sig til sex med kvinderne.
- Denne sag holder ikke vand, fordi den ikke er sand. Harvey Weinstein er ikke en manipulator, fremførte Damon Cheronis.
67-årige Harvey Weinstein nægter sig skyldig i alle de fem sigtelser mod ham, herunder voldtægt og seksuelle overgreb.
I alt seks kvinder skal vidne mod filmproducenten. Hvis Harvey Weinstein bliver dømt skyldig i retten af de 12 nævninge, kan der vente ham livsvarigt fængsel.
Retssagen forventes afsluttet i begyndelsen af marts. Det er første gang, Weinstein kan blive dømt, efter en lang række kvinder stod frem i efteråret 2017 og beskyldte ham for seksuelt misbrug, hvilket blev startskuddet til #MeToo-bevægelsen.