Udland

Her begyndte virus-udbrud - nu lukkes der for rejser ud af kinesisk millionby

Storbyen Wuhan har langt de fleste smittede. Nu bruger man mange kræfter på at forhindre smitten i at sprede sig.

På lørdag starter fejringen af det kinesiske nytår, når landet går ind i 'Rottens År'.

Normalt sætter det gang i en af verdens største rejsedage, når millionbyer som Wuhan i det centrale Kina tømmes for en stor del af deres indbyggere, der rejser hjem til familien på landet for at fejre nytåret.

Men i år er rejselysten blevet stærkt indskrænket i Wuhan, der er Kinas syvendestørste by med 11 millioner indbyggere.

Onsdag aften dansk tid bliver borgere i Wuhan af myndighederne bedt om ikke at forlade byen, medmindre særlige omstændigheder gør sig gældende.

Det siger lokale myndigheder til et kinesisk statsmedie ifølge Reuters.

Desuden lukker byen for offentlig transport torsdag formiddag. Udgående tog og fly fra byen bliver der ligeledes lukket for i bestræbelserne på at forhindre yderligere spredning af det nyfundne virus.

Byen er blevet kendt i hele verden som arnested for en ny og ukendt virus, der indtil nu har smittet flere hundrede mennesker i byen og den omkringliggende Hubei-provins.

I alt 17 er nu døde af sygdommen og flere end 400 smittede ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Grupperejser forbudt

Grupperejser af turister har fået direkte forbud mod at forlade byen, og en af byens største turistattraktioner – nytårsbønnen i byens Guiyan tempel, der samlede 700.000 turister sidste år – er blevet aflyst i år.

Myndighederne har også gennemført en dør-til-dør kontrol af byens indbyggere for at tjekke deres helbredstilstand.

Alt sammen i et forsøg på at begrænse sygdommen i at spredes yderligere, efter de første smittetilfælde allerede er konstateret i resten af Kina, nabolandene og så langt væk som i USA.

Termometre på stationen

De rejsende, der alligevel rejser til eller fra Wuhan, bliver grundigt kontrolleret. På byens store jernbanestation, der er et knudepunkt for Kinas højhastighedstog, bliver alle passagerer tjekket med et termometer på panden for at se, om de har feber.

Andre steder, blandt andet i lufthavnen, på busterminaler og i ventesale, er der installeret infrarøde termometre, så man kan udpege passagerer, der måske har feber.

- Vi må være i højeste alarmberedskab og ikke blive uforsigtige, siger Li Bin fra Kinas nationale sundhedskommission ifølge The Guardian.

- Virusset kan mutere, og der er risiko for, at det spreder sig yderligere, siger han.

Masker alle vegne

Internationale medier rapporterer fra Wuhan, at en stor del af byens indbyggere er begyndt at bære ansigtsmaske, når de går på gaden, for at minimere risikoen for luftbåren smitte.

Flere hoteller og flyselskaber er også begyndt at lade deres personale arbejde med masker.

- Både af hensyn til deres egen sikkerhed og af hensyn til vores gæster, som en hoteldirektør i Wuhan siger til CNN.

Rygter om antallet af smittede

Ifølge det amerikanske magasin Foreign Policy går der rygter i byen om, at byens hospitaler er overfyldt med patienter.

Rygterne er ikke bekræftet, men udenlandske eksperter stiller spørgsmålstegn ved, om der stadig kun er 400 sygdomstilfælde. Statistiske modeller for smittespredning siger, at hvis enkelte sygdomstilfælde allerede er fundet i nabolandene, så må der være op mod 1700 sygdomstilfælde, der hvor sygdommen er opstået, skriver Foreign Policy.

Byens store fiskemarked, hvor man mener sygdommen for første gang smittede fra dyr til mennesker, er stadig lukket. På markedet blev der ikke blot solgt fisk og skaldyr, men også levende fjerkræ og mere eksotiske spiser som for eksempel mårhunde og hjorte.

Markedet blev lukket 31. januar og er siden blevet grundigt desinficeret. Der er nu indført et forbud mod at holde levende, vilde dyr og fjerkræ i hele byen.

Endnu har myndighederne dog ikke fastslået, hvilken dyreart af de mange på markedet i Wuhan, som smitten kommer fra.