Dødbringende virus spreder sig: Sådan forsøger myndighederne at stoppe det
Især i lufthavne bliver passagerer tjekket for, om de er syge af det nye virus, som stammer fra Kina.
Det begyndte med stor sandsynlighed på fiskemarkedet i den kinesiske by Wuhan på den sidste dag i det forgangne år.
Siden da har coronavirusset 2019-nCoV spredt sig til et nyt kontinent, og over store dele af verden forbereder man sig nu på en eventuel pandemi.
Den nyopdagede coranavirus giver en luftvejsinfektion, som kan føre til lungebetændelse.
Siden det første udbrud blev konstateret den 31. december 2019 i Wuhan, har virusset spredt sig på tværs af landet. Ifølge nyhedsbureauet Reuter kender man på nuværende tidspunkt til 17 dødsfald og minimum 440 tilfælde af smittede i Kina.
Tirsdag aften blev det også kendt, at en person i staten Washington i USA er ramt af virusset.
Derudover er der identificeret to tilfælde i Thailand, et i Japan, et i Hongkong og et andet i Sydkorea. En 50-årig kvinde fra Taiwan er også indlagt med virusset, mens en mand i Brisbane, Australien, er i karantæne under mistanke for at være smittet med coronavirusset.
Lufthavne screener for symptomer
Flere internationale lufthavne er begyndt at screene rejsende fra Wuhan for symptomer på virusset. Blandt andet er 100 sundhedsmedarbejdere blevet udstationeret i lufthavnene i San Fransisco, Los Angeles og John F. Kennedy lufthavnen i New York, skriver The Guardian.
- Ved ankomsten til USA kan rejsende fra Wuhan blive udsat for en undersøgelse, hvor de får taget deres temperatur og skal udfylde et spørgeskema om symptomer, skriver amerikanske Centers for Disease Control and Prevention (CDC) på deres hjemmeside.
Rejsende med symptomer, som for eksempel feber, hoste eller vejrtrækningsvanskeligheder vil blive udsat for en yderligere vurdering af deres helbred.
I Europa er den første lufthavn, der screener for coronavirusset, lufthavnen i Rom.
Lufthavnen i Wuhan, som er en by med 11 millioner indbyggere, vil installere scannere ved indgangen til den største terminal, som måler alle passagerernes temperatur. De, som har feber, vil blive anbragt i karantæne.
Ifølge journalisten David Paulk bliver rejsende fra Wuhan også screenet i flyene fra byen.
Også i Hongkong, Malaysia, Singapore, Thailand og Sydkorea er der blevet installeret temperaturmålere, som bruges ved indflyvninger fra Kina.
I Thailand, hvor to er døde af virusset, blev den ene smittede opdaget under en temperaturscreening ved ankomsten i lufthavnen.
I Indonesien har man skærpet screeningen af tilrejsende i alle havne og lufthavne. I Filippinerne screener man også for virusset i både havne og lufthavne. Hvis nogle passagerer har feber, bliver de udspurgt om tidligere sygdomme, og om de har været i Wuhan.
Ingen foranstaltninger i Danmark
TV 2 har talt med Københavns Lufthavne, som på nuværende tidspunkt ikke har taget nogle forholdsregler i forhold til coronavirusset.
- Når der er virusudbrud, følger Københavns Lufthavn anvisninger fra Styrelsen for Patientsikkerhed og hvis vurderingen her er, at der skal ske screening af passagerer eller andre foranstaltninger, gør vi det i samarbejde med myndighederne og flyselskaberne, siger pressechef Kenni Leth fra Københavns Lufthavne.
Lufthavnen har ingen ankomster direkte fra Wuhan, men daglige ankomster fra Beijing og Shanghai.
Læger skal holde ekstra godt øje
I Australien er der blevet sendt en meddelelse ud til alle læger med en påmindelse om at have coronavirusset i baghovedet, når de modtager patienter med feber og åndedrætsbesvær, der har været i Wuhan op til 14 dage før udbruddet af sygdommen.
Ifølge de australske myndigheder følger man Verdenssundhedsorganisationens (WHO) anbefalinger på området. Landet står derfor allerede klar med en handlingsplan, hvis man får besked på at optrappe screeningen af passagerer, der kommer ind i landet.
WHO forventes at komme med en meddelelse om sygdommen senere onsdag.
Hvis udbruddet bliver stemplet som en sundhedskrise, kan WHO pålægge de involverede lande en række restriktioner for at begrænse smitten. De kan eksempelvis stille krav til, at Kina skal screene personer for sygdomme før udrejse.
Salget af ansigtsmasker steget drastisk
Salget af ansigtsmasker i Kina er steget drastisk efter nyheden om det første tilfælde af sygdommen. Ifølge avisen China Daily melder flere forhandlere allerede udsolgt af masker, som nogle steder sælges for en ti gange højere pris, end de ellers gør.
Ifølge Zhong Nanshen, som er en del af de kinesiske myndigheders ekspertgruppe, der undersøger udbruddet af coronavirusset, sælges ansigtsmaskerne med god grund.
- Ganske almindelige ansigtsmasker, som bliver brugt ved operationer, kan forhindre virus i at rejse med dråber og komme ind i dit åndedrætssystem, siger han og tilføjer, at det ikke er nødvendigt at bruge murermasker, som beskytter mod støv og forurening.
Uden for Wuhan Medical Treatment Centre, hvor mange af de patienter, der er blevet smittet med coronavirusset, modtager behandling, går medarbejdere også rundt klædt fra top til tå i beskyttelsesdragter, beskyttelsesbriller, masker og plastik omkring deres sko, skriver ITV News.
Flypersonale må bære ansigtsmasker
Ifølge Reuters har det Hongkong-baserede flyselskab Cathay Pacific sagt til deres flypersonale, at det er tilladt for dem at bære masker i flyene på indenrigsruter i Kina.
Også de ansatte i flere asiatiske lufthavne er begyndt at bære masker, når de er på arbejde.
Selskabet skriver også på dets hjemmeside, at passagerer kan få ombooket eller refunderet deres flybilletter til og fra Wuhan uden at skulle betale for det. Også flere rejseselskaber tilbyder det samme.
Forholdsregler du selv kan tage
Forud for det krisemøde, som WHO ventes at holde senere i dag, har organisationen udtalt til Reuters, at man forventer yderligere spredning af virusset til andre lande og til flere dele af Kina end Hubei-provinsen, hvor byen Wuhan ligger.
Ifølge CDC er der en række foranstaltninger man selv kan tage for ikke at blive smittet:
- For eksempel skal man undgå at komme tæt på folk, som udviser symptomer som feber, hovedpine, kuldegysninger og som har ondt i halsen. Desuden skal man vaske sine hænder med sæbe og vand ofte - ifølge CDC skal man skrubbe sine hænder i mindst 20 sekunder.
- Hvis man rejser til Kina skal man blive væk fra levende dyr og steder hvor de sælges.
- Hvis man føler sig syg, efter at have besøgt Kina, så skal man henvende sig til en læge med det samme.
På nuværende tidspunkt er der ingen vaccine mod virusset. En vaccine kan tage flere år at udvikle.