Coronavirus

WHO indkalder til hastemøde om mystisk virus, der kan smitte fra menneske til menneske

Tre personer fra Kina har mistet livet som følge af sygdommen, mens 218 har fået lungebetændelse.

Verdenssundhedsorganisationen WHO har indkaldt til hastemøde onsdag på grund af udbruddet af den hidtil ukendte coronavirus i Kina.

WHO oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at man på mødet vil drøfte, om den nye virus udgør en international sundhedskrise.

Mandag kom det frem at virussen, der er blevet konstateret i flere asiatiske lande, smitter fra menneske til menneske.

Det oplyser de kinesiske sundhedsmyndigheder ifølge AP.

Zhong Nanshan, der er leder af et kinesisk forskerhold ved landet nationale sundhedskommission, oplyser ifølge nyhedsbureauet AP, at to personer i Guangdong-provinsen i det sydlige Kina, er blevet smittet af familiemedlemmer.

Forskerne har desuden konstateret, at ansatte, der har behandlet smittede personer, selv er blevet testet positive for virussen.

Tre er døde

Tre personer fra Kina har mistet livet, mens 218 har fået lungebetændelse.

Sygdommen blev i første omgang konstateret i den kinesiske by Wuhan, men har siden bredt sig til andre steder i Kina, ligesom der er blevet konstateret tilfælde i Thailand, Sydkorea og Japan

Det er uvist, hvorfra virussen stammer, men det menes at komme fra et fiskemarked i Wuhan, der er den største by i det centrale Kina og har over 11 millioner indbyggere.

Ifølge Zhong Nanshan kan folk også være smittet, selvom de ikke har været i Wuhan.

Muligvis i familie med SARS

Smittefaren fra menneske til menneske kan betyde, at virussen bliver spredt hurtigere, skriver AP.

Den nye virus er en corona-virus og menes at være i familie med SARS, der kostede næsten 650 mennesker livet i Kina og Hongkong mellem 2002 og 2003.

Det nuværende virusudbrud kommer forud for det kinesiske nytår i slutningen af januar, hvor mange af Kinas 1,4 milliarder indbyggere rejser på ferie til deres hjemby eller udlandet.

Den kinesiske regering forventer, at rejsende vil foretage 440 millioner togrejser og yderligere 79 millioner flyrejser i forbindelse med nytåret.