Udland

Harry og Meghan kan fortsætte livet på første klasse - mister kun en brøkdel af deres indkomst

Selv om apanagen forsvinder, har det tidligere kongelige par Harry og Meghan udsigt til at fortsætte livet på første klasse.

Det lød næsten som en jobansøgning.

- Vidste du, at hun laver voice overs?

Den britiske prins Harry stod i sin sorte smoking og talte med Disney-koncernens lige så velklædte direktør Bob Iger.

- Ah, det vidste jeg ikke, svarede direktøren, der var i London for at overvære premieren på genindspilningen af 'Løvernes konge'.

- Du virker overrasket. Hun er virkelig interesseret, fortsatte prinsen.

- Vi vil da elske at prøve. Det er en god idé, lød svaret fra direktøren i den amerikanske underholdningskoncern med speciale i eventyrprinsesser.

Hele episoden, der fandt sted i juli 2019, blev optaget på video, og da prins Harry sammen med hustruen, hertuginde Meghan, forsøgte sig med en salgstale over for filmens instruktør, Jon Favreau, blev det også fanget af et videokamera.

- Hvis nogen har brug for noget ekstra voice over-arbejde..., begyndte prins Harry, hvorefter han blev afbrudt af sin hustru.

- Det er i virkeligheden derfor, vi er her. For at holde en salgstale, sagde hertuginde Meghan.

- Bare ikke Scar, supplerede prins Harry med en reference til den onde løve i filmen.

Et liv som hertug

De to videooptagelser af de jobsøgende kongelige er blevet offentliggjort af de britiske formiddagsaviser The Sun og The Daily Mail. Det er svært at høre de præcise formuleringer, men aviserne har analyseret dem for at finde ud af, hvad der blev sagt.

Du kan se den ene af optagelserne herunder.

Optagelserne er fra premieren på Løvernes Konge i juli 2019.

Videooptagelserne giver et lille indblik i, hvordan parret allerede for et halvt år siden forberedte sig på et liv, der ikke længere bliver betalt af de britiske skatteydere.

Et liv uden større kongelige forpligtelser og de penge, som følger med titlen.

Et liv, der blev virkelighed lørdag, hvor Dronning Elizabeth kunne meddele, at prins Harry og hertuginde Meghan fra foråret 2020 ikke længere er aktive medlemmer af det britiske kongehus og samtidig mister muligheden for at blive tiltalt som "kongelige højheder".

Harry vil stadig være prins, da han er født sådan, men parret vil ifølge BBC blive kendt som Harry, hertug af Sussex, og Meghan, hertuginde af Sussex.

Kun den britiske monark kan give parret deres royale titler tilbage.

Økonomisk bliver parret også ramt.

Degraderingen kommer til at betyde, at de to ikke længere vil modtage apanage, og at de skal tilbagebetale en del af de 21 millioner danske kroner, de har brugt på at renovere deres hjem, Frogmore House, tæt på Windsor Castle.

Parret vil beholde Frogmore House som bolig i Storbritannien og skal nu til at betale en husleje, som ifølge avisen Daily Mail ligger på omkring 260.000 danske kroner om måneden.

De to kommer dog næppe til at lide nogen nød.

God for en kvart milliard

Både Harry og Meghan har personlige formuer, der dog kun er en brøkdel af de cirka 771 milliarder danske kroner, som det britiske kongehus ifølge Forbes har sparet op gennem tiderne.

Harrys formue anslås ifølge money.com at være på et sted mellem 220 og 350 millioner danske kroner, mens Meghan bragte cirka 44 millioner kroner ind i ægteskabet fra sin karriere som skuespiller.

Hvor pengene skal komme fra i fremtiden står endnu ikke helt klart, for økonomien i det britiske kongehus er ikke ret gennemsigtig.

Parret oplyser selv på dets hjemmeside, at de to modtager 95 procent af deres penge fra Harrys far, Prins Charles, mens apanagen - altså de penge, som parret med sikkerhed mister - står for fem procent.

I 2018 og 2019 bidrog Prins Charles ifølge BBC med, hvad der svarer til 44 millioner danske kroner til parret.

Om Prins Charles eventuelt vil skære i det årlige beløb til sin søn oplyses ikke.

Den nye status, hvor parret ikke længere er med i toppen af det britiske kongehus, åbner imidlertid for, at de to kan tjene deres egne penge.

Den britiske formiddagspresse har allerede i vildskab spekuleret over, hvor mange penge parret kan tjene.

Fra kongelig til varemærke

Ifølge brandingeksperten Claire Shiels kan Harry og Meghans værdi som brand måle sig med David og Victoria Beckhams og befinder sig et sted oppe over seks milliarder kroner. Det siger hun til The Sun.

Pludselig kan Harry og Meghan udgive bøger, lave tv-aftaler, holde foredrag og indgå reklameaftaler.

Deres brand har allerede sit eget navn - Sussex Royal.

I december 2019 kom det frem, at de to havde fået varemærket registreret, så det kan anvendes på mindst 100 forskellige ting, skriver The Sun.

Det er blandt andet tøj, fodtøj, lærebøger, magasiner, kalendere, plakater, postkort og kunstgenstande.

Ansøgnigen om varemærkebeskyttelse kan ses herunder.

Og så har hertuginde Meghan også landet en aftale med Disney.

Aftalen blev indgået før jul og medførte ifølge avisen The Times løftede øjenbryn i øvrige dele af den kongelige familie.

Pengene fra aftalen gik dog til et naturprojekt og ikke til parret selv.

Ifølge Daily Mail har Meghan nu genoptaget kontakten med sine agtenter fra tiden som skuespiller og vender muligvis tilbage til showbusiness, mens prins Harry allerede har tegnet en kontrakt med Apple TV+, hvor han ifølge The Daily Telegraph skal arbejde sammen med Oprah Winfrey.