Udland

Dronningen rammer Harry og Meghan med jernnæven, siger kommentator

Reaktionerne strømmer ind, efter at det britiske kongehus fratager prins Harry og Meghans titler og støtte.

Dronning Elizabeth har sat prins Harry og hertuginde Meghan på plads. Sådan lyder det fra flere britiske medier efter lørdagens opsigtsvækkende udmelding.

- Hun (dronningen, red.) har brugt monarkiets jernnæve på et problem, der skal løses, lyder det fra Sky News’ kongelige kommentator, Alastair Bruce.

Det britiske kongehus oplyste lørdag, at prins Harry og hertuginde Meghan fra foråret bliver frataget deres royale titler og den årlige apanage. Derudover skal parret tilbagebetale en del af de 2,4 millioner pund, de har brugt på at renovere deres hjem Frogmore House tæt på Windsor Castle.

Kommentatoren kalder udmeldingen fra dronning Elizabeth for fyldt med ”varme og affektion fra en farmor til sit barnebarn”.

- Men hun har samtidig gjort det meget klart, at parrets royale status skal væk, siger Alastair Bruce.

I sin officielle udmelding skriver dronningen, at:

- Harry, Meghan og Archie vil altid være højt elskede medlemmer af min familie.

Hos BBC skriver Jonny Dymond, den royale korrespondent, at det er svært at forestille sig et mere ”rent brud”.

- Harry og Meghan er stadig medlemmer af den kongelige familie, men de er ikke længere kongelige, skriver Jonny Dymond.

Han skriver videre, at det viste sig, at Harry og Meghans ønske om at træde et skridt tilbage ikke kunne kombineres med det at være kongelig.

Et "varmt" farvel

Heller ikke lederen i Daily Telegraph lægger fingre imellem:

- Lørdag aftens erklæring repræsenterer det hårdeste Megxit overhovedet.

I tabloidavisen The Sun skriver Andrew Morton, der har skrevet en biografi om prins Harrys mor, prinsesse Diana, at dronningen vinker ”varmt” farvel til Harry og Meghan.

Ifølge Andrew Morten skjuler de flotte ord ikke det faktum, at Harry og Meghan fremover mister status.

- Tabet af den royale titel mindsker kraftigt parrets attraktionsværdi, skriver Andrew Morten.

”Rene linjer”

At Harry og Meghan fremover ikke skal tituleres som deres kongelige højheder skaber "rene linjer" for det britiske kongehus, siger korrespondent Ulla Terkelsen.

- Nu siger man, at de er uden for ’firmaet’, ergo har de heller ikke nogen titler. De er almindelige borgere, siger hun.

At dronning Elizabeth ser sig nødsaget til at sende prins Harry og hertuginde Meghan uden for døren kommer efter, at parret tidligere i januar meddelte, at de ikke længere ville være seniormedlemmer af det britiske kongehus.

I efteråret lagde hertuginde Meghan og prins Harry sag an mod flere medier for at stikke næsen i deres privatliv. Blandt andet beskyldte parret The Sun og Daily Mirror for ulovlig aflytning af telefonsvarerbeskeder.