Udland

Disney ændrer navn på berømt filmselskab

Navnet 20th Century Fox opstod i 1935 som en fusion mellem filmselskaberne Twentieth Century Pictures og Fox Films. Valerie Macon / Ritzau Scanpix

Disney frygter, at selskabet vil blive associeret med den højredrejede nyhedskanal Fox News.

Lyssøjlerne danser, mens en storslået fanfare slår tonen an i den ikoniske 20th Century Fox-intro, der har indledt utallige storfilm som ’Star Wars’, ’Avatar’ og ’Titanic’.

Men nu skal det efter 85 år være slut - i hvert fald med ’Fox’-delen af det traditionsbundne navn. Det har Disney, der sidste år erhvervede sig filmselskabet, besluttet.

I stedet kommer filmselskabet til at hedde 20th Century Studios, mens underselskabet Fox Searchlight Pictures skifter navn til Searchlight Pictures. Det skriver flere internationale medier som CNN.

Sker på grund af politisk splittelse

Navneændringen sker ifølge mediet The New York Times, fordi Disney ikke ønsker at blive associeret med den australsk-amerikanske mediemogul Rupert Murdochs højredrejede nyhedskanal Fox News.

Og der er en god grund til at distancere sig fra medieimperiet, siger medieekspert Keld Reinicke.

- Det er den helt rigtige beslutning. Der er en stor politisk splittelse i USA, som også smitter af på underholdningsindustrien. Man vil ikke have, at halvdelen af ens seere ikke vil se med, fordi de tænker, at produktionerne er farvede. Det er der ikke gode penge i, siger han til TV 2.

Det er især i den senere tid, hvor USA's præsident Donald Trump har tegnet stregerne stærkt op i medielandskabet, at splittelsen mellem eksempelvis Fox News og andre medier som CNN er blevet udtalt, lyder det uddybende.

Rupert Murdoch overtog 20th Century Fox i midten af 1980'erne. Derefter byggede mediemogulen et stort emperie op om Fox-brandet.

Et ikonisk brand ændres

Sidste år købte Disney en stor del af mediemogulens underholdningsselskaber i en handel til 71 milliarder dollar – heriblandt 20th Century Fox Studio og Fox Searchlight.

Men nu ønsker underholdningsgiganten Disney altså at lægge endnu større afstand til den tidligere ejer. Dog lover selskabet, at det ikoniske logo og den genkendelige fanfare forbliver det samme – dog helt fri for Fox.

Og netop fordi overgangen bliver så blid, mener Keld Reinicke ikke, at det er farligt at pille ved det ikoniske brand.

- De beholder de samme farver og den samme intro. Så jeg tror ikke, det kommer til at betyde det store uden for USA. Men der er en grund til, at de laver ændringen. De frygter, at Fox har negativ indflydelse, siger han.

Første gang, den nye branding kommer til at se offentlighedens lys i forbindelse med en produktion, er i dramakomedien ’Downhill’. En film, der har Will Ferrell på rollelisten og kommer i biograferne 14. februar, skriver The Guardian.

20th Century Fox- navnet opstod i 1935 som en fusion mellem filmselskaberne Twentieth Century Pictures og Fox Films.